krab jpg

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Mistillid til Berlingske-topchef – Ølguru i seng med fjenden

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Mistillid til Berlingske-topchef

Der graves grøfter på et af Danmarks ældste avishuse i disse dage.

På den ene side står Berlingske Medias koncernchef, den tidligere Børsen-topchef Anders Krab Johansen, på den anden side står de ansatte på avisen B.T.

Bagtæppet er en krise på den over 100 år gamle tabloidavis B.T., som hverken Anders Krab-Johansen eller hans for gænger har formået at løse, selv om Anders Krab-Johansen har kastet B.T. ud i det, der ligner et offentligt testforsøg, der skal manifestere B.T. som et “ægte borgerligt tabloidmedie” i en krydsning mellem Euroinvestor og B.T.

Alene i 2023 tabte B.T. over 20 millioner kroner, og det har endnu engang fået Anders Krab-Johansen til at svinge sparekniven og varsle besparelser for over 9 millioner kroner.

Som det efterhånden er kutyme i mediebranchen, bliver den slags spareøvelser mødt med hård modstand, hvor våbnet, der ofte trækkes – også denne gang – er arbejdsnedlæggelser. Det skete også i denne uge, hvor medarbejderne på B.T. nedlagde arbejdet for dog at vende retur dagen efter.

Mere opsigtsvækkende er derfor en udtalelse fra medarbejderne, hvor de udtrykker mistillid til Anders Krab-Johansen som topchef. I udtalelsen fremhæver de det faktum, som efterhånden er uundgåeligt, nemlig at Berlingske Medias omsætning er halveret, siden Anders Krab-Johansen tiltrådte som topchef i mediekoncernen.

”Vi ræser mod bunden i en nedadgående spiral, og det er en falliterklæring for Anders Krab-Johansens evner til at sætte og udføre en bæredygtig strategi for B.T.,” lyder de harmdirrende ord fra medarbejderne på B.T.

På vanlig maner er Anders Krab-Johansen ikke bange for at gå i clinch med egne medarbejdere. Hvem husker ikke, da han i 2018 efter at have fyret 93 medarbejdere på Berlingske Media efterfølgende udtalte til stor provokation for de ansatte:

“Ja, det er rigtigt. Jeg har lige kastet en håndgranat ind i Pilestræde (i København, hvor Berlingske holder til, red.)”.

Også denne gang sender han et svirp mod medarbejderne på B.T. Efter at medarbejderne havde valgt at nedlægge arbejdet udtalte Berlingske-topchefen til fagbladet Journalisten, at han tager det fulde ansvar for, hvor Berlingske Media står i dag, at han gerne reflekterer over situationen sammen med medarbejderne, men tilføjer så:

”Men de er jo så gået hjem.”

Anders Krab-Johansen er ejernes mand. Det har aldrig været en hemmelighed, og det var også tilfældet, da han i sin tid på Børsen ikke tøvede med at skære i omkostningerne for at sikre det faste afkast til ejerne.

Det samme står klart på Berlingske Media, men spørgsmålet er, hvor lang snor den garvede medietopchef har hos de belgiske ejere, De Persgroep (der kun købte Berlingske Media, fordi koncernen var en del af pakken, da De Persgroep købte Wegener af Mecom), hvis han ikke snart formår at vende udviklingen på det hæderkronede avishus og reelt demonstrere, at han også evner at vækste?

Denne uges taber går derfor til Anders Krab-Johansen og Berlingske Media.

 

Ølguru i seng med fjenden

Når gæster i en årrække besøgte ølbaren Mikkeller på Vesterbro i København, blev de mødt af et klistermærke på døren, hvorpå der stod ”Carlsberg Free Zone”. Klistermærket er siden blevet fjernet, men ifølge Børsen er sætningen nu blevet adgangskoden til barens wi-fi.

At mikrobryggeriet Mikkeller og stifter Mikkel Bjergsø i årevis har set Carlsberg som den store fjende, har der aldrig hersket tvivl om.

Men riget fattes penge. Og som det ofte sker i den slags situationer, ryger alle principper over bord.

Efter fem år i træk med underskud, det seneste på hele 106 millioner kroner i 2022, har Mikkeller måttet træde på bremsen, lukke barer og drosle kraftigt ned for satsningen i USA. Samtidig har de store underskud sendt Mikkel Bjergsø på pengejagt, hvilket i første omgang førte til, at den amerikanske kapitalfond Orkila, som siden 2016 har været en del af ejerkredsen i mikrobryggeriet, skød næsten 20 millioner kroner i Mikkeller tidligere på året og samtidig øgede sin ejerandel.

Kravet fra den amerikanske kapitalfond var dog, at Mikkel Bjergsø fik en tredje investor ind. Her stod fjenden Carlsberg klar i kulissen til at købe 20 procent af aktierne i Mikkeller af primært Orkila og dermed sikre sig en andel af det efterhånden stærke Mikkeller-brand til en favorabel pris. Spørgsmålet er desuden, om der også ligger en forkøbsret for Carlsberg på Mikkeller, der i aftalen med Carlsberg værdiansættes til langt mindre end for blot et par år siden?

Med pengene fra Carlsberg er tonen fra Mikkel Bjergsø ikke overraskende mere forsonende. Nu taler ølguruen ligefrem om en ”fælles kultur” med bryggerigiganten, hvilket nok ikke mindsker kritikken fra fans af bryggeriet, der mener, at Mikkel Bjergsø med aftalen med Carlsberg sælger ud.