Taber: Stor nedtur for dansk realkredit
Det var lidt af bombe, embedsmændene smed i hovedet på især Danmarks mindste realkreditinstitut, LR Realkredit, i denne uge. For nu vil transport- bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen hjemtage statens lån for 180 milliarder kroner fra realkreditten og finansiere den med statslån. Umiddelbart er det ikke nogen dårlig idé set fra Finansministeriets embedsmænds side. Kan man både stikke renterne i statskassens egne lommer og sikre en billigere finansiering, er det slet ikke dumt. For lånene er i praksis risikofrie, og den danske stat er likviditetsmæssigt bundsolid.
Men det faldt ikke i god jord hos især LR Realkredits direktør, Carsten Wiggers, der i Finanswatch meldte ud, at det vil blive LR Realkredits endeligt, fordi det med ét vil fjerne 55 procent af det lille realkreditselskabs lån. Nykredit vil til sammenligning miste 67 milliarder kroner i lån.
Set fra Nykredits side er det selvfølgelig ærgerligt at miste denne sikre indtjening, men omvendt kan realkreditkoncernen glæde sig over, at man så ikke behøver at holde kapital for disse lån. I stedet kan man bruge pengene til at låne ud til boligejere. Nykredit har tidligere brugt som begrundelse for en børsnotering, at man risikerer at måtte skrue ned for långivningen.
Taber: Venturefond spinder guld på lukrativ option
Den danske venturefond Seed Capital, der gennem årene har hentet milliarder fra Vækstfonden og en række pensionskasser, har ifølge Børsen gennem en årrække haft en yderst lukrativ option, hvor fonden har haft mulighed for at købe lovende startups til langt under markedspris.
En aftale med innovationsmiljøet Pre-Seed Innovation, der er ejet af DTU, har siden 2007 gjort det muligt for Seed Capital og ledende partner Ulla Brockenhuus-Schack at overtage de statslige investeringer efter to år til den samme pris, som Pre-Seed Innovation oprindelig betalte. Dermed har Seed haft muligheden for elegant at springe to års værditilvækst over og således sikre sig potentielle vækstselskaber til en yderst favorabel pris og med minimal risiko.
For Seed, der har investeret i selskaber som Trustpilot, Vivino og Mofibo, er historien særdeles pinlig, da fonden qua sin opsigtsvækkende aftale har udnyttet statslige penge til at sikre sig lovende startups.
For det danske venturemiljø er historien om branchens flagskib meget uheldig, set i lyset af at branchen først nu er ved at rejse sig efter årevis med elendige afkast.
De senere år har succesfulde solstrålehistorier som Endomondo ellers givet venturefondene lidt medvind igen, men når det nu viser sig, at Seed også brugte sin lukrative option til at sikre sig aktier i Endomondo, så får historien om den risikovillige fond, der har lært af sine fejl gennem årene, nu pludselig en helt anden bismag.