Ugens tabere
Novozymes-chef igen, igen i modvind
Det har langtfra været nogen dans på roser for Peder Holk Nielsen, efter at han i begyndelsen af 2013 overtog styringen i Novozymes efter den mangeårige direktør Steen Risgaard.
Fra at være en vækstcase skal Novozymes og selskabets mange aktionærer nu vænne sig til, at selskabet må spare sig til succes. Senest i denne uge måtte den pressede topchef sige farvel til 200 medarbejdere, hvilket for nogle år siden ville have været helt uhørt for det dengang så succesrige selskab.
Indledningsvis kunne Holk Nielsen dog trøste sig med, at aktiemarkedet som vanlig så positivt på tanken om en fyringsrunde og færre omkostninger, men da topchefen på den efterfølgende telekonference måtte forklare de kritiske analytikere, at Novozymes reelt ikke har noget bud på, hvor lav væksten bliver i år, faldt selskabets hårdtprøvede aktie til jorden som en sten. Med en ny og langt mere aktiv ledelse i pengetanken Novo A/S bliver det spændende at se, hvor lang snor man har tænkt sig at give Novozymes-direktøren.
Nykredit-boss igen under beskydning
Tidligere Nordea-chef Michael Rasmussen har nok at se til i realkreditkæmpen Nykredit. Senest i denne uge blev der igen sået tvivl om selskabets behov for at blive børsnoteret, ligesom der konstant sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt realkreditkæmpen overhovedet kan bruge de kommende Basel-regler som undskyldning for at hæve priserne.
Trods fornyet kritik fik Michael Rasmussen i denne uge dog en hjælpende hånd fra den respekterede professor Jesper Rangvid, der forklarede, at han anså en børsnotering af koncernen som den mest optimale løsning for virksomhedens kunder.
Problemet for Nykredit er blot, at man i øjeblikket er fanget i kommunikativt dødvande, hvor den almindelige dansker opfatter finansgiganten som en grådig størrelse, lige meget hvor godt man taler for sin sag.
Når Nykredit om kort tid kan præsentere et regnskab, der ifølge InsideBusiness’ oplysninger vil være det bedste nogensinde, vil debatten om behovet for gebyrhop og børsnotering med garanti blusse op igen.