Fc_Copenhagen_v_Juventus,_17_Sept_2013

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Parken-boss sparket på porten – YouSee-direktør med fingrene i kagedåsen

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv. 

Ugens tabere:

Parken-boss sparket på porten

I 2010 hentede underholdningskoncernen Parken næsten 500 millioner kroner i en livgivende emission. Det var blandt andet storbanken Nordea, der havde vredet armen rundt på selskabet, der med en gæld på omkring 2 milliarder kroner var en regulær hovedpine for storbanken.

Dengang betalte de skuffede aktionærer med fabrikanter Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen i spidsen 68 kroner per aktie for at forsvare deres ejerandel. I dag, næsten 8 år senere, koster en aktie i Parken stort set det samme.

Det kostede i denne uge jobbet for selskabets direktør, Anders Hørsholt, der efter en årrække på posten ikke har formået at skabe mere værdi for virksomhedens aktionærer. Og med et fodboldhold, der ikke vinder kampe, lave tilskuertal samt en fitnesskæde i form af Fitness.dk, der ikke på nogen måde er i form, er den bratte fyring en naturlig konsekvens for en underholdningskoncern, der ikke er meget sjov ved for tiden.

Formand Bo Rygaard, der blandt andet arbejder tæt sammen med den norske kapitalfond FSN, skal nu forsøge at få den haltende Østerbro-koncern op i gear, så selskabets to sammenbidte aktionærer forhåbentlig kan få afkast af deres investering på mange hundrede millioner kroner.

Et salg af fodboldklubben FC København virker som den mest oplagte løsning, men tør Skjærbæk og Korsgaard virkelig tage det drastiske skridt?

 

YouSee-direktør med fingrene i kagedåsen

Det er ikke blevet lettere at være internet- og tv-leverandøren YouSee. Og mon ikke krisekommunikationsberedskabet var i højeste alarmberedskab i denne uge, efter at en tidligere medarbejder over for DR’s ’Kontant’ berettede om mildt sagt kritisable tilstande i YouSees afdeling for kundeservice. Tilsyneladende skulle samtaler med utilfredse kunder udnyttes til mersalg i stedet for at hjælpe pågældende.

Kritikken underbygges af, at YouSee har en kraftigt stigende andel af sager, der afgøres i Teleankenævnet, som man skal klage til, hvis man er utilfreds med sit teleselskab.

YouSees topchef, Jaap Postma, lægger sig klogeligt ned over for kritikken og lover bod og bedring. Det er næsten for forudsigeligt.

Uanset hvad, får Jaap Postma titel af denne uges taber. For det er sjældent, at der kommer så rene afsløringer af dårlig stil over for kunderne frem.