danske bank

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Politichef kylet på porten – Tryg-profil satsede på Danske Bank – og tabte 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Politichef kylet på porten 

Da Morten Nielsen Jacobsen blev chef for SØIK, bedre kendt som bagmandspolitiet, i sommeren 2014, var det ud fra et klart ønske om, at der skulle vindes flere sager. 

Gang på gang havde politiets regnedrenge brugt oceaner af tid på store sager mod alt fra fallerede ejendomsmatadorer til fallerede bankbosser, men resultatet af de mange anstrengelser havde været noget sparsomt. 

Der skulle simpelthen vindes flere sager, så SØIK kunne slippet af med det uheldige prædikat som en enhed, der altid missede de store sager og primært triumferede, når private små aktiekøbere trådte ved siden af. 

Siden har SØIK ganske vist vundet en del større sager, hvor især den hårde dom mod tidligere Parken-formand Flemming Østergaard var en fjer i hatten på Morten Niels Jacobsen. At bagmandspolitiet under hans ledelse har virket mere effektivt, er der ingen tvivl om. Til gengæld har man haft en række dårlige sager, ligesom de få sejre ser ud til at være kommet i hus på bekostning af medarbejderne, der er flygtet, mens de, der er tilbage, flere gange har udtrykt deres højlydte utilfredshed i interne undersøgelser. 

Torsdag smed Anklagemyndigheden så lidt af en bombe, da man i en kortfattet pressemeddelelse løftede sløret for, at SØIK-chefen gennem 5 år nu er fortid og det på en ganske brat facon. Han er nu fritaget for tjeneste, uden at nogen af de involverede parter dog har ønsket at uddybe baggrunden for den voldsomme fyring i en sag, der helt sikkert rummer flere saftige aspekter. 

 

Tryg-profil satsede på Danske Bank – og tabte 

41-årige Christian Baltzer havde et godt job som finansdirektør i Tryg. Et rigtig godt job faktisk, og han havde brugt 7 år af sin karriere i forsikringsselskabet på at arbejde sig op til stillingen. Men da han blev tilbudt en tilsvarende stilling i Danmarks største bank sidste år, var fristelsen for stor, og for 11 måneder siden tog han det endelige spring fra trygge Tryg for at følge ambitionen om at besidde den nok højeste stilling for en finansdirektør i Danmark. 

Torsdag blev han på brutal vis fyret. 

Det blev en helt usædvanlig kort karriere i Danske Bank for en mand, der har brugt størstedelen af sin karriere på at arbejde sig op i graderne i Tryg. Christian Baltzer må være noget paf over at se sin karriere gå op i flammer på så kort tid, alene fordi han valgte at satse stort på den skæbnesvangre dag for blot 11 måneder siden. 

Heldigvis, kan man sige, slap Christian Baltzer med en fyreseddel på grund af sine evner og ikke på grund af (u)gerninger – modsat mange andre store personligheder, der har måttet forlade banken de senere år. 

Christian Baltzer rygtes at være god til tal og for at have investortække, og ifølge Børsens oplysninger skyldes fyringen alene, at han trods flid og talent rent fagligt bare ikke var stærk nok til at bestride posten som finansdirektør Danske Bank. 

Christian Baltzer gamblede og tabte. Han har måske lært, at der er stor forskel på at være finansdirektør i henholdsvis et forsikringsselskab og i en bank – og om ikke andet har han nok erfaret, at man ikke ved, hvad man har, før man har mistet det.