Revisionshus mister M&A-profil
Markedet for køb og salg af virksomheder er gennem de senere år blevet en afgørende slagmark for landets største revisionshuse.
Især i et marked som det danske, hvor antallet af helt store transaktioner er meget få, er det i særdeleshed salget med mindre og mellemstore virksomheder, der for alvor fylder bøgerne ud hos mange rådgivere.
Og her har en spiller som PwC især de senere år været dygtig til at få skabt en solid motor med hele revisionsforretningen i ryggen, alt imens man i stigende grad også har formået at hente mandater fra kapitalfondene, der udgør en helt essentiel kundegruppe.
I PwC’s bestræbelser på at kombinere antallet af deals med stadig større skalpe har firmaets mangeårige M&A-chef, Michael Eriksen, spillet en nøglerolle.
Derfor kan der ikke undgå at opstå et tomrum hos revisionskæmpen, når den tidligere JP Morgan-mand med udgangen af denne måned forlader kontoret i Hellerup et stenkast fra Tuborg Havn.
Ganske vist er der ifølge PwC selv tale om et glidende og nøje planlagt generationsskifte, men det ændrer dog ikke ved, at i en så personafhængig forretning vil det indebære en vis risiko, når en central partner stopper.
Læg hertil, at timingen ikke er den bedste set i lyset af sidste uges uheldige sag, der relaterer sig til en række PwC-partneres, heriblandt Michael Eriksens, udlån til et selskab med to tidligere fallenter i ryggen. De to sager hænger naturligvis ikke sammen, men timingen er uheldig for PwC, så det ikke kan undgå at skabe støj i en tid, hvor M&A-markedet synes mere nervøst end i mange år.
Tv-gigant kollapser
Et kollaps af de større er bestemt ingen overdrivelse, når man skal beskrive den seneste uge for tv- og streaminggiganten Viaplay Group, der er kendt for streamingtjenesten Viaplay og TV3-kanalerne.
Viaplay Group, der er børsnoteret i Sverige, sendte natten til mandag chokbølger gennem aktiemarkedet, da selskabet nedjusterede sine forventninger til resten af året som konsekvens af “kraftig og hurtig forringelse” af annoncemarkedet, ringere vækst end forventet i abonnementsforretningen og forsinkelser på sin spareplan.
Samtidig har selskabet droppet sine finansielle mål for 2025, og topchef Anders Jensen, der i mange år har været kendt for et næsten pletfrit image, blev smidt på porten med øjeblikket virkning. For blot en måned siden stoppede også Viaplays kommercielle direktør, Kim Poder, efter mere end 20 år i selskabet.
Anders Jensen er blevet erstattet af en gammel kending af Viaplay, nemlig danske Jørgen Madsen Lindemann, der i mange år var topchef for Viaplays tidligere moderselskab, MTG. Forbindelsen til koncernen har han dog aldrig kappet, idet han de senere år har været rådgiver for Viaplays hovedaktionær, Kinnevik.
Chokmeldingen har fået Viaplay-aktien til at styrtbløde. Alene på en uge har aktien tabt næsten 70 procent og fået barberet godt 12 milliarder kroner af selskabets værdi.
Kollapset har fået analytikere og investorer til at spekulere i, at Viaplay kan blive tvunget ud i et brandsalg af især sine sportsrettigheder, som koncernen har indkøbt dyrt de seneste år for at sidde solidt på tv-sportsmarkedet i især Norden. Samtidig er det ikke utænkeligt, at der kan blive behov for en kapitaludvidelse.
Med kollapset i Viaplay kan man med rette spørge, om bestyrelsen i selskabet, som er anført af danske Pernille Erenbjerg, der tidligere var topchef i TDC, har sovet i timen? Det er ikke længe siden, at bestyrelsen godkendte en ekstraordinær bonus til den nu fyrede topchef Anders Jensen, der især har stået i spidsen for en større international ekspansion, som nu ser ud til at være kørt af sporet.
Det koster Viaplay, bestyrelsesforkvinde Pernille Erenbjerg og den nu tidligere topchef Anders Jensen en ugens taber.