Milton web

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Storbank har formue i på spil i kriseramt husbygger – Novos problembarn fyrer topchef

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Storbank har formue i på spil i kriseramt husbygger

De kapitalfonde, der for nogle år siden takkede nej til at opsnappe Milton Huse, da ejer Erik Rehnquist (billedet) med hjælp fra Deloitte forsøgte at sælge selskabet, må prise sig lykkelige for, at de nåede at springe fra i tide.

For ejeren derimod er der ikke meget at glæde sig over. Den ekspansive huskæmpe har ikke overraskende haft store problemer i et svært 2022, hvor markedet er bremset fuldstændig op.

Ikke mange danskere bygger nyt for tiden, og Milton Huse måtte sidste år øge sin låneramme til blandt andre Nordea med over 100 millioner kroner, så koncernens samlede gæld nu er på over en halv milliard kroner. Heraf tegner storbanken Nordea sig for omkring 400 millioner kroner.

Hertil kommer et lån til den københavnske forvalter Scope Investment på 150 millioner kroner med en rente på 10 procent.

Lånet til Nordea står til at skulle genforhandles næste år og med et fald i omsætningen i indeværende år, der ifølge Milton Huse selv står til at blive på 50 procent, blinker de røde advarselslamper faretruende.

Det ligner lidt en katastrofe, der er under opsejling her. Og historien om Milton Huse er desværre en klassisk fortælling om en lidt for hurtig aktør, der har for travlt med at vokse og bliver kvalt i egne ambitioner.

Samtidig har vi en storbank, der måske ikke har været hurtig nok til at trække i håndbremsen, samt en afkasthungrende forvalter, der lugtede guld på det forkerte tidspunkt.

De næste seks måneder bliver ualmindeligt spændende, og Milton Huse kan meget vel blive den første spiller herhjemme, der må dreje nøglen om.

 

Novos problembarn fyrer topchef

Mens børsnoterede Novo Nordisk og topchef Lars Fruergaard år efter år sender rekordafkast til sin magtfulde ejer, Novo Holdings, er det langtfra alt, hvad den store pengetank rører ved, der ender lige så lykkeligt.

Det stod klart for enhver, da antibiotikaproducenten Xellia Pharmaceuticals i denne uge fyrede topchef Carl-Åke Carlsson efter 15 år i spidsen for koncernen.

Fyringen kommer efter en række problematiske år i medicinalselskabet, som Novo-ejeren købte af kapitalfonden 3i i 2013 for 4 milliarder kroner.

Det tegnede ellers lovende, da Novo Holdings i efteråret 2021 som beskrevet i InsideBusiness hyrede Bank of America og danske FIH Partners til at finde en køber til selskabet.

Ambitionen var at fordoble pengetankens oprindelige investering, men hurtigt stod det klart, at interessen blandt især de store kapitalfonde var minimal.

Og det forstår man godt, når man ser på de dundrende underskud Xellia har leveret i både 2021 og 2022, blandt andet som følge af problemerne på en stor amerikansk fabrik.

Nu skal den erfarne østrigske medicinalmand Michael Kocher så forsøge at få Novos milliardsats på ret kurs igen. Det bliver op ad bakke, for når ens ejer en gang har signaleret, at man ikke længere er en del af fremtidsplanerne, og der samtidig opstår massive udfordringer, så skal en organisation ofte grave dybt for at finde tilbage på ret kurs igen.