;
mærsk

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Storbank slagter Mærsk – Pensionsselskab lider under svære tider

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Storbank slagter Mærsk

Hvis man ligger inde med en større portion aktier i A.P. Møller-Mærsk bør man alvorligt overveje at sætte dem til salg snarest muligt. For festen er ved at få en brat ende.

Så kontant og dyster er konklusionen fra den amerikanske finansgigant Citi, der i denne uge halverede sit kursmål på Mærsk-aktien og samtidig opfordrede investorerne til at sælge ud af deres beholdning.

Den tiltagende økonomiske krise står til at ramme den globale efterspørgsel hårdt og sende fragtraterne i frit fald, fordi forbrugerne simpelthen lader pengepungen blive i lommen. En faktor, der blandt andet underbygger den teori, er ifølge Citi, at salget af boliger i USA i juli måned var det laveste i 26 måneder.

Kort sagt: En større global krise er på vej, og det vil ramme Mærsk hårdt. Derfor er man på Esplanaden uden tvivl også svært bitter over at salget af problembarnet Maersk Container Industries i denne uge gik i vasken efter problemer med konkurrencemyndighederne.

Salget til China International Marine Containers ville have indbragt Mærsk lidt over 6 mia. kroner, og selv om de penge ikke betyder meget i det store billede, gør det ikke rederiet mindre eksponeret over for den krise, Citi forudser.

Såfremt storbanken får ret i den triste spådom, bliver det ualmindelig interessant at se, hvordan det lyseblå rederi vil agere. Ved seneste krise blev det daværende konglomerats aktier og indtjening sendt i frit fald, men denne gang har man ikke andre forretningsben til at dæmme op for shippingforretningen, hvis overskuddet her pludselig styrtdykker.

For står Mærsk virkelig bedre rustet denne gang? Mange vil nok sige ja, blandt andet takket være de mange frasalg under topchef Søren Skou og den fokuserede forretning. Men trods den seneste tids kursoptur er det dog værd at bemærke, at Mærsk-aktien i begyndelsen af 2020, altså før covid-19 ramte, handledes i det laveste niveau siden de mørke dage under finanskrisen.

 

Pensionsselskab lider under svære tider

Der er ellers flere positive nyheder i Vellivs helt nye regnskab. Selskabet havde nemlig en vækst i kundeindbetalinger fra 15,5 til 16,9 mia. kr. i forhold til første halvår sidste år. Der blev også pralet med gode resultater, f.eks. i Aalunds halvårlige firmapensionsbarometer, hvor selskabet ligger bedst på kundetilfredshed, image og loyalitet. Men på afkastsiden ser det mindre godt ud.

For første halvår ligger Vellivs tre produkter VækstPension Aktiv, VækstPension Index og VækstPension Aftryk på henholdsvis -13,2 pct., 14,1 pct. og -15,6 pct. Det er altså ikke for kønt. Selv om topchef Steen Michael Erichsen forsøger at tale tabene ned ved at henvise til, at kunder med markedsrenteprodukter har fået fordoblet deres formue de foregående 10 år, er det ikke prangende.

Derfor giver InsideBusiness en ugens taber til Velliv på afkastet, der også i vores seneste gennemgang for afkastet for maj lå i den tunge ende, især på de grønne produkter, hvor de delte sidstepladsen med Danica.

Selv om Velliv påpeger, at markedet på det seneste har udviklet sig til det bedre, er det også de seneste dage faldet igen. Vi vender snart tilbage med en ny afkastanalyse.