kollerup

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Simon Kollerup fanget mellem a rock and a hard place – Komisk kapitalfondsprofil i clinch med EB

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Simon Kollerup fanget mellem a rock and a hard place

Det er ikke let at være landets erhvervsminister Simon Kollerup (S) for tiden. Han har to onder at forholde sig til. For det første ligger bolden på hans bord i forhold til et eventuelt indgreb mod boligprisernes himmelflugt. For der er næppe tvivl om, at Det Systemiske Risikoråd vil anbefale en form for indgreb efter det næste møde mandag den 21. juni. Dernæst bliver det op til ham enten at følge rådets anvisning, eller forklare hvorfor han ikke gør det.

Og det er og bliver lidt af en tabersag, for anbefaler han et indgreb, som f.eks. gør det sværere at få afdragsfrihed for hårdt gældsatte boligejere, så rammer han socialdemokratiske kernevælgere, som i forvejen har svært ved at få fodfæste på boligmarkedet. Tager han endnu skrappere midler i brug, kan man med rimelighed tale om, at kun de velhavendes børn reelt har mulighed for at købe egen bolig i de store byer, er det endnu mere uheldigt.

Vælger han at lukke øjnene, hvilket nok er det klogeste i lyset af de amerikanske meldinger om rentestigninger, risikerer han, at der igen bliver pustet til den sjældent vedvarende kampagne mod ham og hans faglige profil eller mangel på samme, som især Berlingske er bannerfører for.

Den blev igangsat pga. hans holdning til negative indlånsrenter for privatkunder – og senest i denne uge har Berlingske i nok et mediestunt sat Simon Kollerup op over for den garvede direktør for Arbejdernes Landsbank, Gert Jonassen, som ellers danser tæt med både fagbevægelse og Socialdemokratiet, men Gert Jonassen vil trods alt ikke danse med på erhvervsministerens kritik af bankernes adfærd.

Tilbage står, at 35-årige Simon Kollerup er udfordret, ligesom hans tiltag for at sætte en statsgaranti op for den mest yderligtliggende del af realkreditlånene i områder af landet med lave boligpriser møder modstand fra sektoren.

 

Komisk kapitalfondsprofil i clinch med EB

Den tidligere Altor-chef og nuværende partner i kapitalfonden Solix, Denis Viet-Jacobsen, er en ualmindelig pressesky herre. Han stiller således aldrig op til blot en enkelt kommentar, uanset hvad historien er. Ikke desto mindre må man forstå, at den lukkede erhvervsmand har en stor forkærlighed for medier. Eller i hvert fald for det nye medie Frihedsbrevet, som han har leveret finansiering til.

I denne uge kom det så frem, at alt imens den tidligere Altor-chef har travlt med at stable et uafhængigt kritiske medie på benene, ligger han samtidig i åben krig med Ekstra Bladet. Denis Viet-Jacobsen har således hevet tabloidavisen i retten med beskyldninger om injurier.

Hvorvidt EB er gået over stregen, er endnu for tidligt at sige, men den overordnede præmis for avisens historie holder helt og holdent vand. For det er lige til spisesedlen, at tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt efter sin exit fra politik har ændret så meget holdning, at hun nu gerne vil arbejde for de kapitalfonde, hun og hendes parti har for vane at bekæmpe. Hendes forgænger Poul Nyrup Rasmussen ledte til sammenligning et helt europæisk korstog mod kapitafondene.

Betænkeligt er det dog, at en mand som Denis Viet-Jacobsen, der udviser så lidt forståelse for medier og deres arbejdsmetoder, nu åbenbart selv skal betale gildet for Mads Brügger og Frihedsbrevet. Det er en helt igennem mærkværdig sag, hvor Viet-Jacobsen fremstår klodset. Når man ikke vil stille op til noget som helst og ikke engang går de gængse veje som at klage via Pressenævnet, før man kaster sig ud i en retssag, virker hans engagement i landets nye medie nærmest tragikomisk.