;
Tican web

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Svensk bagmandspoliti strammer nettet om fyret dansk bankdirektør – Landmænd raser over slagterigigant

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Svensk bagmandspoliti strammer nettet om fyret dansk bankdirektør

En potentiel stor hvidvasksag i den svenske storbank Swedbank har allerede kostet bankens tidligere administrerende direktør Birgitte Bonnesen jobbet, og nu går det svenske bagmandspoliti, Ekobrottsmyndigheten, også efter danskeren, der i mange år hørte til eliten i finanssektoren.

Mens det danske bagmandspoliti måtte droppe sigtelserne mod bankens topledelse i den store hvidvasksag i Danske Bank, har den svenske pendant Ekobrottsmyndigheten netop tiltalt danske Birgitte Bonnesen.

Og anklagerne mod Birgitte Bonnesen er ikke kønne. Ifølge det svenske bagmandspoliti har hun således begået groft bedrageri og grov markedsmanipulation ved at tale usandt over for aktionærer og omverdenen om ”bankens tiltag for at forhindre, opdage, forebygge og anmelde mistanker om hvidvask i Swedbanks virksomhed i Estland”. Ja, det svenske bagmandspoliti taler ligefrem om en mørklægning fra den tidligere chefs side.

Derudover er Birgitte Bonnesen tiltalt for ulovlig videregivelse af insiderinformation ved at have fortalt bankens største aktionærer om indholdet i en tv-dokumentar, som endnu ikke var sendt på tv.

Birgitte Bonnesen nægter sig skyldig og påstår via sin advokat, at hun er blevet gjort til syndebuk af bankens nye bestyrelse for at gøre det muligt for banken at komme videre efter sagen.

Birgitte Bonnesen har arbejdet for Swedbank siden 1987 og blev i 2016 administrerende direktør for banken. Inden da var hun blandt andet chef for bankens aktiviteter i Estland, Letland og Litauen, ligesom hun har stået i spidsen for bankens interne revision.

 

Landmænd raser over slagterigigant

Danmarks næststørste slagterikoncern, Tican, er havnet i strid modvind, efter at en gruppe på 98 landmænd har anlagt sag mod koncernen.

Landmændene leverer årligt 1,8 millioner grise til Tican, men mener, at Tican i 2021 har betalt mindre end lovet for grisene. ”En svinestreg uden lige”, har formanden i Landsforeningen af Danske Svineproducenter udtalt til Finans om Ticans ageren.

Angrebet fra landmændene er ikke mindst opsigtsvækkende, fordi Tican har sine rødder i den danske andelsbevægelse. Men efter en økonomisk krise blev Tican i 2016 overtaget af den tyske slagterikoncern Tönnies.

Angrebet fra baglandet er blot det seneste problem for Tican, der har været hårdt ramt af coronakrisen. Det betød, at bundlinjen i det seneste offentliggjorte regnskab for 2020 blødte med 35 millioner kroner.