;
Mette Frederiksen

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Talrige tabere på Mette Frederiksens coronafortælling – Nye pinligheder på skandaleramt vækstbørs

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Talrige tabere på Mette Frederiksens coronafortælling

Der er flere måder at anskue den kommende genåbning af erhvervslivet og herunder især restaurations- og oplevelsesindustrien på. Den store fortælling fra statsminister Mette Frederiksens side vil være, at man med store hjælpepakker reddede dansk erhvervsliv gennem krisen.

Men mange virksomheder vil opleve genåbningen som det, den er. En kamp for livet. En kamp for at få kunder ind i forretningen. At få dem til at hygge sig på restauranten på trods af coronapas og strenge afstandskrav. Samtidig vil regeringen begynde at udfase diverse hjælpepakker. Det bliver ikke noget kønt syn, for mange butikker og koncepter vil opleve, at deres forretningsgrundlag er forsvundet, fordi forbrugernes adfærd har ændret sig. Vil der komme en forbrugsfest? Ja, måske nok en lille fest, men en frisør kan jo ikke klippe en kunde med tilbagevirkende kraft, så den tabte omsætning er tabt, og det vil være tilfældet for store dele af serviceindustrien. 

Andre vil opleve genåbningen som skuffende. Turisterne er væk, og de mange krav til coronatest vil tage toppen af restaurationslivets genåbning, og det er ikke sjovt at genåbne en veldrevet restaurant med 100 pladser, hvis der nu kun kan sidde det halve. Tillige kan den branche være sikker på, at de er de første til at blive lukket, hvis Danmark får en tredje smittebølge.

Der er ikke nogen enkelt taber i denne udfordrende tid, der kommer til at være mange. Og som Dansk Erhverv advarer om, så vil der komme flere konkurser, når hjælpepakkerne falder bort. Men der er det eneste rigtige at gøre, som nationalbankdirektør Lars Rohde tidligere udtalte til InsideBusiness: Lade falde, hvad ikke kan stå.

 

Nye pinligheder på skandaleramt vækstbørs

Atter en gang kommer et selskab på vækstbørsen First North i negativt fokus. Igen er det den svært optimistiske vækstaktie Valuer, der på blot to måneder har fået sin aktiekurs halveret.

I denne uge kom det så frem, at it-selskabet, der blev noteret med en markedsværdi på hele 300 mio. kr. kort før sin børsnotering, sendte en stor del af sine ansatte hjem for dermed at søge om støtte fra dagen. Mails, som mediet Finans er i besiddelse af, indikerer imidlertid, at Valuers medarbejdere allerede dagen efter blev bedt om at arbejde.

Selskabet hæfter sig ved, at man siden har betalt støtten tilbage men både for Valuer og First North er det blot endnu en pinlig sag for en vækstbørs, der er blevet hjemsted for det ene selskab med luftige forretningsplaner efter det andet.

Allerede i forbindelse med noteringen af Valuer var flere, herunder venturefonden ByFounders, stærkt kritiske over for selskabets koncept, og det har da også siden vist sig, at man måske ikke helt havde de kunder, man pralede med i sit prospekt.

Atter en gang er det de fartblinde private aktionærer, der betaler prisen, mens ejerne bliver forgyldt, og både fondsbørsen og horden af de godkendte rådgivere spejder ivrigt efter næste luftkastel.