Mads Nipper web

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Tilliden til Ørsted hænger i en tynd tråd – Tidligere EQT-chefs frasalg falder til jorden

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Tilliden til Ørsted hænger i en tynd tråd

”Det er sidste chance for ledelsen i Ørsted. De balancerer på en knivsæg, og de skal ikke træde ret meget ved siden af, så får de kniven.”

Sådan lød de kontante ord fra porteføljeforvalter i Norges største bank, DNB, Øyvind Fjell til Børsen forud for Ørsteds kvartalsregnskab tidligere på ugen.

Nye milliardnedskrivninger i Ørsted har kun gjort ondt værre, og investorernes tillid til Ørsted-ledelsen anført af topchef Mads Nipper er nu så tyndslidt, at flere store investorer har solgt massivt ud af aktien og sat uundgåelige spørgsmålstegn ved ledelsens fremtid.

Som læsere af InsideBusiness vil vide, har flere store investorer længe været dybt frustreret over Ørsteds ledelsens håndtering og mangelfulde kommunikation om de alvorlige problemer i den amerikanske vindportefølje, som i denne uge førte til, at Ørsted måtte nedskrive endnu mere end tidligere udmeldt.

Fra i august at varsle nedskrivninger på i første omgang 5 milliarder kroner – som dog kunne stige til helt op til 16 milliarder kroner – er nedskrivningerne vokset til hele 28,4 milliarder kroner i regnskabet for tredje kvartal.

Problemet for investorerne – men også for Ørsted-ledelsen – er, at ledelsens udmeldinger nu flere gange er endt ud langt værre, end investorerne havde indstillet sig på. Det er uholdbart, og chancerne er uden tvivl opbrugt.

Spørgsmålet er, om timeglasset er ved at udrinde for Mads Nipper ­– situationen har udviklet sig så alvorligt, at flere store investorer ikke længere blot raser i det skjulte, men ligefrem går til citat i medierne med deres alvorlige kritik.

Situationens alvor har tvunget regeringspartiet Socialdemokratiet til at understrege, at tilliden til Mads Nipper er intakt. Omvendt vil nogle måske mene, at alene det, at et regeringsparti er nødt til at gå i brechen for Ørsted-topchefen, er ildevarslende i sig selv.

Under alle omstændigheder er det hævet over enhver tvivl, at krisen i Ørsted også har udviklet sig til en tillidskrise. Om Mads Nipper og ledelsen kan overleve, vil kun tiden vise.

Men de skal ikke træde ret meget ved siden af, før de får kniven.

Tidligere EQT-chefs frasalg falder til jorden

Alt var klappet og klart til en endnu en succesfuld exit for den tidligere EQT-chef Peter Korsholm, da han for et år siden indgik en aftale om et salg af den danske kontorforsyningsvirksomhed Lomax til konkurrenten Lyreco med hjælp fra Carnegie.

Salget var en kulmination for Peter Korsholm og partneren Morten Strømsted, der i al ubemærkethed i 2014 overtog Lomax, som var havnet i lidt ufrivilligt rod på ejerfronten. Især Keops-stifter Ole Vagners store aktiepost var i stigende grad blevet en udfordring, i takt med at ejendomsmatadorens finansielle udfordringer tårnede sig op.

Siden da er det lykkedes partnerne sammen med den tredje storaktionær, A/S Motortramp, at gøre Lomax til en særdeles profitabel vækstvirksomhed, der næsten har fordoblet omsætningen siden 2016.

Men på målstregen er handlen faldet til jorden. Benspændet kommer fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der har vurderet, at opkøbet vil svække konkurrencen i markedet.

Konkurrencemyndighedernes kvaler – og formentlig krav om indrømmelser fra de to selskaber – får nu Lomax og Lyreco til at trække handlen tilbage. Til stor skuffelse for selskaberne.

Sagen er samtidig et godt eksempel på, at tiden, hvor man troede, at konkurrencemyndighederne var en formssag, er ovre. Den bitre erfaring har flere efterhånden gjort sig. Spørg bare topchef i JP/Politikens Hus Stig Ørskov, som er strandet med en ikkebestemmende ejerpost i Dagbladet Børsen, efter at Konkurrencestyrelsen nægtede mediekæmpen at købe hele Børsen for 800 millioner kroner i 2017.

Selv om Peter Korsholm må ærgre sig over det kuldsejlede salg af Lomax, kan han dog lune sig ved, at han fortsat er blandt Danmarks rigeste personer på baggrund af blandt andet en investering i det tidligere DSV Miljø, der i dag hedder DSVM Group.

Og mon ikke, at der lurer et gyldent frasalg forude for rigmanden, hvis portefølje foruden Lomax tæller bøfkæden Bones, modebrandet Day ET samt RGS Nordic. Sidstnævnte har Peter Korsholm dog tidligere forsøgt at sælge uden held med hjælp fra FIH Partners.