Per Wold aktier web

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Trist exit til tonedøv formand – Jorden brænder stadig varmere under ATP

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Trist exit til tonedøv formand

Man må have en vis forståelse for de GN-aktionærer, der under torsdagens generalforsamling havde svært ved at finde den rette grimasse frem.

Selskabet er i massiv krise, tilliden til aktien er væk, og i denne uge fik bestyrelsen så trukket bukserne ned i fuld offentlighed, da koncernens investorer tvang selskabet til at opgive en kontroversiel kapitaludvidelse på 7 milliarder kroner.

Ovenstående synes at være gået formand Per Wold-Olsens næse forbi. For rullende kameraer og tændte mikrofoner brugte den norske formand størstedelen af taletiden på at rose sig selv og selskabet for at være i særklasse, når det gælder både innovation og produktion.

Og så fik aktiemarkedet og omverdenen igen sat en fed streg under, at det i høj grad er den norske formand, der har spoleret ethvert forsøg på at splitte koncernen for dermed at skabe værdi til aktionærerne. GN skal være ét selskab. I hvert fald hvis man spørger Per Wold-Olsen. Et skoleeksempel på en formand, der synes at være helt ude af sync med sine ejere, og som samtidig har glemt, at hans primære opgave er at tjene aktionærerne på bedste vis.

Per Wold-Olsen takker nu af efter en årrække som formand, og som han selv påpegede, spillede han en vigtig rolle, da stumperne af GN skulle reddes i 2008. Men de senere år er nordmanden blevet en decideret hæmsko for koncernen, idet han synes at være stålsat på at følge egne overbevisninger frem for at tjene sine aktionærer.

Jorden brænder stadig varmere under ATP

Det begynder at se mere og mere kritisk ud for danskernes fælles pengetank, ATP. Historisk set har pensionskæmpen nemlig været stort set fredet politisk ud fra den tanke, at den er en slags hjørnesten om fortællingen i det danske velfærdssystem. Men de gode tider er ved at rinde ud, efter at medier som Berlingske omsider har fået øjnene op for udfordringerne i ATP efter koncernens katastrofalt ringe regnskab sidste år.

Det skal nemlig tilføjes, at andre medier, f.eks. InsideBusiness, i årevis har beskæftiget sig kritisk med ATP’s utidssvarende strategi på investeringssiden såvel som spørgsmålet, om det overhovedet giver mening for langt hovedparten af danskerne at indbetale til den vaklende pensionskæmpe. Dygtige fagfolk som professor Jesper Rangvid, CBS, aktuar Per Linnemann, Linnemann Actuarial Consulting, Søren Andersen, FPension, Henrik Ramlau-Hansen, CBS, Jørgen Svendsen, AFPR, og Gert A. Nielsen fra BedstPension har nemlig i årevis været efter ATP’s investeringsmodel.

Det opsigtsvækkende er imidlertid, at deres kritik nu omsider ser ud til at vinde politisk genklang hos de borgerlige partier uden for regeringen. Således rapporterer Berlingske om en skarp kritik fra især Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, som gerne vil give danskerne frit valg til at placere pensionspengene. Han får i avisen opbakning fra Rasmus Jarlov fra Konservative samt fra Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

Nuvel, det er oppositionspartierne, men uanset hvad, står det nu klart, at ATP ikke længere er fredet politisk, og det kan godt give temmelig store problemer over tid for førerbunkeren i Hillerød.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er dog – ikke overraskende – fortsat klar til at bakke op om ATP:

“ATP-ordningen er et økonomisk sikkerhedsnet for dem, der har mindst, og det mener jeg ikke, at man skal pille ved. ATP-pensionen har derfor en vigtig rolle som en garanteret pension,” som hun siger til Berlingske.

Det rigtige opfølgende spørgsmål er, om man fortsat skal bakke op om et pensionshus med garanterede ordninger, hvis de er en underskudsforretning for dem, som de rent faktisk skal beskytte, nemlig de svageste i samfundet?

ATP har med Martin Præstegaard i spidsen en rigtig svær kommunikations- og lobbyismeopgave foran sig, hvis ATP, som vi kender det, skal overleve. Derfor får han og ATP en ugens taber, for jorden brænder stadig varmere under pensionskæmpen.