Henrik Lind web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Århusiansk milliardær skovler penge ind – Sampensions Hasse Jørgensen leverer på afkast og omkostninger

Peter Nyholm & Morten Johnsen giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i erhvervslivet.

Vindere

 

Århusiansk milliardær skovler penge ind

Rigmanden Henrik Lind ser i den grad ud til at have fået styr på sit livsværk, Danske Commodities. Efter en fyring af direktør Dirk Mausbeck i august 2016 har Henrik Lind valgt igen at indtræde som øverste chef i selskabet, der lever af at sælge strøm overalt i verden. En yderst lukrativ forretning, hvis man altså ved, hvad man gør. Det gør Lind åbenlyst, og det netop offentliggjorte regnskab for Commodities-koncernen viser trods et fald i omsætningen en bundlinje på knap 200 millioner kroner.

Det flotte regnskab kommer, efter at koncernen i 2014 havde et regulært møgår, hvor overskuddet raslede ned. Det fik mange til at undre sig over, hvor stor udsvingsfaktor der egentlig var i det tidligere så succesfulde selskab. Uden direkte sammenligning i øvrigt, så blev børskatastrofen OW Bunker netop offer for, at man simpelthen var for dårlig til at agere i det store prisudsving i oliebranchen, hvilket på få måneder tog livet af den nordjyske virksomhed.

Det kommer ikke til at ske for Henrik Linds virksomhed. Men trods de flotte resultater bliver det spændende at se, om Henrik Lind kan finde en køber til sit hjertebarn, hvis han en dag beslutter sig for at sælge ud. Flere fonde har allerede snuset til selskabet, men indtil videre virker det klart, som om det kun er Henrik Lind, der kan styre sin milliardbutik.

 

 

Sampensions Hasse Jørgensen leverer på afkast og omkostninger

Pensionsselskabet Sampension ligger for tiden i overhalingsbanen. Afkastet på børsnoterede aktier endte på 11,5 procent, mens investering i private equity landede på 14,1 procent i 2016, viser årsregnskabet, som blev offentliggjort i denne uge. Det betyder afkast på markedsrente på op til 9,7 procent.

Årsagen til, at Sampensions Hasse Jørgensen er at finde blandt ugens vindere, er, at der bliver leveret på alle parametre.

Både omkostninger til administration og investering er faldende. Der er også tale om vækst, idet Sampension yderligere tegnede firmapensionsordning, inklusive fuld sundhedsordning, med it-virksomheden Tech Mahindra og sportstøjskæden Sportmaster. Stigningen i direkte forsikrede kunder var i 2016 på ca. 5.000 svarende til 1,8 procent.

Sampension har også inkluderet de knap 20.000 medlemmer fra Arkitekternes Pensionskasse og Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger i fællesskabet i Sampension, som fra årsskiftet 2017 er blevet indlemmet i Sampensions administrationsselskab. Det betyder, at de to pensionskasser næsten kan halvere deres administrationsomkostninger per medlem.

Sampension har de senere år bevæget sig mere og mere ud som spiller på det kommercielle marked for virksomhedsordninger. Det bliver spændende at se, om Sampension kan holde momentum på det stadig mere konkurrenceprægede marked, hvor blandt andet Danica, PFA, Nordea Liv & Pension kæmper om kunderne.