dsv

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Axcel lukker dansk rekordfond – Speditørkæmpe ligger lunt i svinget til historisk opkøb

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Axcel lukker dansk rekordfond

Det tager uden tvivl noget længere tid for kapitalfondene at få skrabet de nødvendige midler sammen i øjeblikket. De tidligere så velvillige investorer øremærker ikke længere bare milliarder til samtlige kapitalfonde, der banker på døren. Afkastet og ikke mindst det udbytte, fondene kan sende tilbage til investorerne, er nu alfa og omega.

Set i det lys må det siges at være lidt af en bedrift, at landets største kapitalfond, Axcel, i denne uge kunne lukke sin hidtil største fond med et samlet tilsagn på lidt over 10 milliarder kroner.

En fond, der er markant større end forgængeren fra 2020 og et vidnesbyrd om, at kapitalfondens nuværende partnerkreds har formået at skabe konsistent gode afkast, og som samtidig har fået skærpet det fokus, man investerer ud fra.

Væk er den såkaldte syltekrukke, der tidligere bestod af investeringer, der for længst havde overskredet sidste salgsdato, og det samme er de store prestigeinvesteringer, hvor man indimellem kunne være i tvivl om, hvorvidt det var hensynet til afkastet, der vægtede højest.

Investordata underbygger da også til fulde, at Axcels nuværende team anført af ledende partner Christian Schmidt-Jacobsen de senere år har leveret særdeles stærke afkast. Både kapitalfondens femte og sjette fond er på afkast blandt de bedste i Europa i den periode, og de senere års frasalg af blandt andre Steelseries, European Sperm Bank og senest Mountain Top har uden tvivl været exits, som investorerne har skelet til.

Som alle andre kapitalfonde har Axcel med sin seneste fond været relativt hurtig til at hente nye penge, og derfor har man endnu sit første frasalg til gode i Axcel VI.

Uden at det skal blive en jagt efter håret i suppen vil vi her på InsideBusiness blot konstatere, at det bliver utrolig interessant, hvordan det går for både Axcel og de øvrige kapitalfondes mange opkøb de kommende år, hvor exitmulighederne ikke er lige så gunstige som tidligere.

 

Speditørkæmpe ligger lunt i svinget til historisk opkøb

Ingen over, ingen ved siden af. Det prædikat kan man efterhånden med god grund sætte på den danske speditørkæmpe DSV.

Med først den forhenværende topchef Jens Bjørn Andersen og hans afløser, Jens Lund, i spidsen har DSV over flere år opbygget en særdeles veldrejet evne til at købe og integrere store konkurrenters forretning i sin egen, og den færdighed vil måske snart blive bragt i spil igen i stor målestok.

Den tyske konkurrent DB Schenker er nemlig sat til salg. Og DSV er en af storfavoritterne til at løbe med den tyske konkurrent, der ifølge analytikere kan ende med en pris på over 100 milliarder kroner og dermed blive det største opkøb i dansk erhvervshistorie.

At DSV står klar til at byde på DB Schenker, er ingen overraskelse, og den danske speditør har da også allerede allieret sig med de to storbanker HSBC og BNP Paribas som sine rådgivere i forbindelse med købsprocessen.

Til gengæld må det betegnes som en lille sejr for DSV, at konkurrentfeltet allerede ser ud til at snævre betydeligt ind. Den tyske transportkæmpe DHL har nemlig officielt meldt sig ud af kapløbet om at få lov til at købe DB Schenker, mens en anden stor tysk speditør, Kuehne + Nagel, også har indikeret, at man ikke kommer til at byde på DB Schenker.

Dermed tyder meget på, at DSV sidder i førersædet. Og hvis nogen evner at integrere et opkøb til over 100 milliarder kroner, er det DSV, selv om der selv i DSV’s tilfælde vil være tale om en historisk udfordring.