hubbetryg

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Modig Tryg-topchef vil købe Codan, men kan få store udfordringer i Danmark – EQT-boss og topchef blåstempler cykelforretning 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv. 

Vindere 

 

Modig Tryg-topchef vil købe Codan, men kan få store udfordringer i Danmark
Kampgejsten hos Trygs topchef Morten Hübbe fejler bestemt ingenting. Nu er han igen på krigsstien med et bud på Codan via Codans britiske ejer, RSA. Det kom frem torsdag aften i en børsmeddelelse fra RSA, der blev publiceret for at imødegå skriverier om sagen i Financial Times. Oplægget er, at Tryg både køber Codans forretninger i Sverige og Norge, mens den danske forretning skal ejes i fællesskab med det canadiske selskab Intact Financial, som til gengæld vil overtage RSA’s forretninger i UK og Canada.

Det er noget overraskende, at Tryg ikke forventer at overtage hele Codan i Danmark, ligesom det kan være svært at gennemskue, hvad Intact Financial dog vil på det danske forsikringsmarked. I Trygs børsmeddelelse, der kom i går aftes, kom en både mystisk og kryptisk forklaring om, at Intact “med hensyn til RSAs danske forretning, med over 1 mia. dollar i årlige forsikringspræmier, ser Intact en mulighed for at opretholde sin personal lines-driftsindtjening og fortsætte med at forbedre commercial lines, samtidig med, at selskabets strategiske valgmuligheder bevares.”

En oplagt forklaring er, at de danske konkurrencemyndigheder i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan finde på at blokere for Trygs opkøb af Codan. Allerede med Trygs opkøb af det betydelig mindre Alka var Konkurrencestyrelsens direktør, Jakob Hald, stærkt kritisk og stillede en række krav til fusionen.

En yderligere stor konsolidering på det konkurrencesvage danske forsikringsmarked vil næppe falde i myndighedernes smag. Og det mest sandsynlige vil nok være en afvisning af fusionen. En mulighed kan således være, at Intact Financial ejer 51 procent af Codan – og de to virksomheder drives med vandtætte skotter som med mediehuset JP/Politikens Hus opkøb af 49 procent af dagbladet Børsen. Men en sådan model gør det umuligt for Tryg at høste de oplagte stordriftsfordele på det danske marked.

Set med Morten Hübbes briller kunne et fuldt opkøb af den danske skadesforsikringskoncern Codan ellers være et helt genialt træk. I forvejen lider Codan under mildest talt svage resultater under den tidligere danske topchef Scott Ørmen, der brugte vel over 2 milliarder kroner på et nyt it-system.

Først med Codans nye topchef, Christian Baltzer, synes der at være kommet frisk blod til den gamle danske forsikringskoncern, for eksempel med den nye alliance med Nykredit/Lokale Pengeinstitutter.

Som InsideBusiness før har beskrevet, har Tryg derimod indført en meget aggressiv prisstigningsmodel, som både flertallet af konkurrenterne og Forbrugerombudsmanden har underkendt rimeligheden i, ligesom Tryg hidtil har nægtet at sende de ulovligt opkrævede midler tilbage til kunderne. Mon ikke Konkurrencestyrelsens folk løftede et øjenbryn eller to, da Tryg afviste at imødekomme Forbrugerombudsmandens krav?

Det, må man sige, kendetegner en endog særdeles aggressiv børsnoteret spiller, som ikke har meget tilovers for kundernes stilling, endsige sit kundeejerskab via Tryghedsgruppen.

Men det er klart, at får Tryg mulighed for at indføre en lignende prismodel i Codan, så kan man hurtigt regne en businesscase hjem.
Uanset hvad, fortjener Morten Hübbe en ugens vinder for sin offensive linje, sit mod og sin professionalisme.

Det er friskt i en branche, der lever stille, men godt.

 

EQT-boss og topchef blåstempler cykelforretning 

Hvor topchefer tidligere tog på jagt eller spillede golf, tramper de i dag lystigt i pedalerne, så man skulle tro, at en alpeetape i Tour De France ventede lige om hjørnet. 

Det har det danske cykeltøjsfirma Pas Normal Studios klogt lukreret på, og på ganske kort tid har det danske selskab opbygget en yderst succesfuld forretning med kraftig ekspansion uden for landets grænser. 

Virksomhedens rejse har fanget interessen hos EQT-partner Morten Hummelmose og afgående topchef i Ørsted, Henrik Poulsen, der nu begge investerer i Pas Normal Studios i håbet om, at de to garvede erhvervsfolks evner og kapital kan være med til at give selskabet ekstra fart i pedalerne. 

Som noget usædvanligt har Pas Normal indtil videre været i stand til at ekspandere til over 50 forhandlere i 30 lande uden massive røde tal på bundlinjen, og derfor er det også en profittabel forretning, de to herrer køber sig ind i. 

Hvad de har betalt for aktierne, vides ikke, men da de to begge betegner investeringen som con amore, er det nok sikkert, at de trods alt har lidt tilbage på bankbogen efter investeringen. 

Ikke desto mindre er blåstemplingen fra Poulsen og Hummelmose alene sig selv mange penge værd, og selv om selskabet måske ikke bliver en ny EQT eller Ørsted, kan det sagtens ende med, at begge erhvervsfolk får et rigtig solidt afkast.