Jacob Aarup web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Djævelen ligger i detaljen i bytte, bytte købmand i Danica-PFA – Optur til vraget Danske Bank-kronprins

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Djævelen ligger i detaljen i bytte, bytte købmand i Danica-PFA

Så skete det igen. Danica bytter igen topchef med PFA. Først var det Danica-topchef Ole Krogh Petersen, som skiftede til PFA for at afløse Allan Polack. Nu er det koncerndirektør i PFA Mads Kaagaard, der skifter for at blive direktør for Danica Pension. Men som andre steder ligger der en historie bag skiftet, som er langt mere interessant end selv bytte, bytte købmand-fænomenet.

Det vigtige er at holde fokus på Mads Kaagaards historik i PFA. Han var nemlig for en længere bemærkning konstitueret topchef i PFA, da Allan Polack pludselig fik travlt med at finde bagdøren ud af pensionsgiganten. Og det er ikke nogen ønskværdig position at smage på rollen som topchef for derefter at skulle affinde sig med, at bestyrelsen vælger en anden til topposten.

Der er ikke mange topchefer, der evner at bevare motivationen og fortsætte længere nede i koncerndirektionsdiagrammet under en ny topchef. Således heller ikke Mads Kaagaard, som i denne uge blev præsenteret som ny topchef i Danica Pension, hvor han afløser Søren Lockwood den 1. november 2023.

Et af de relevante spørgsmål, man kan stille, er, om der er tale om en opgradering eller et skridt sidelæns. De fleste vil nok sige et skridt op, mens andre vil sige, at Danica er et datterselskab til Danske Bank, hvorfor Mads Kaagaard nu bliver underlagt Carsten Egeriis’ jurisdiktion. Meget af jobbet kommer da også til at “sammentænke synergien i samarbejdet mellem Danske Bank og Danica Pension yderligere til gavn for vores kunder,” fremgår det af den pressemeddelelse, der blev sendt ud om jobskiftet.

Det lyder en smule bureaukratisk, men det passer nok meget godt til Mads Kaagaard, som har en baggrund som civilingeniør og derfor ikke nødvendigvis er den samme udadvendte kunde-/salgsprofil som Ole Krogh Petersen eller Camilla Holm i PFA. Det vil man nok se positivt på i PFA, hvor man som bekendt kæmper indædt om de store erhvervskunder med netop Danica.

Med valget af Mads Kaagaard træffer bestyrelsesformand Berit Behring et konservativt valg. En stærk profil med masser af erfaring med fagområdet, ligesom Finanstilsynet ønsker det med de strenge fit & proper-krav. På et tidspunkt bliver det nok relevant med en diskussion af, om de strenge krav afholder andre profiler, herunder kvinder, for meget fra at rykke ind på hjørnekontorerne.

Men det må blive en anden gang. I denne uge får Mads Kaagaard en velfortjent ugens vinder. Det er godt gået og nok også rart for ham at få frisk luft og fod under eget bord igen.

 

Optur til vraget Danske Bank-kronprins

Det var lidt af et chok for de fleste, da Finanstilsynet for nogle år siden valgte at vende tommelfingeren nedad, da Danske Bank pegede på Jacob Aarup Andersen som ny topchef.

Den skuffede direktøraspirant forlod kort efter Holmens Kanal til fordel for en stilling i den dengang stærkt forgældede servicekoncern ISS, der havde hårdt brug for at genopbygge tilliden til investorerne.

Flere år med skuffelser og uforståelige regnskaber havde sat aktionærernes tålmodighed på prøve, men meget tyder på, at koncernen nu igen er på rette spor.

I denne uge løftede ISS således sløret for, at man for første gang siden 2019 vil betale udbytte til aktionærer på i alt knap 400 millioner kroner.

Det var en nyhed, som investorerne tog godt imod, og samtidig kunne man læse i koncernens regnskab, at der sidste år var blevet plads til en pæn bonus til Jacob Aarup Andersen.

Dette regnskab viste samtidig, at man i år venter en organisk vækst på 4-6 procent, en driftsmargin på 4,2-4,75 procent og et frit cashflow på 2 milliarder kroner.

Meget tyder dermed på, at ISS er godt på vej med den turnaround, Jacob Aarup Andersen satte gang i, da han overtog hjørnekontoret i 2020.

Og mon ikke Danske Banks tidligere direktørkandidat snart er klar til en større adresse.