Anders Dam. Bankdirektør i Jyske Bank.

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Endelig klar kommunikation fra Danske Bank. Nu skal næsen i sporet – Mystisk sammenfald: Forsikringsdirektør og Anders Dam i ny alliance

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv. 

Vindere

Endelig klar kommunikation fra Danske Bank. Nu skal næsen i sporet 

Den forgangne uge bød for en gangs skyld på noget god og ærlig kommunikation fra hårdtprøvede Danske Bank. Det skete i dagene op til bankens generalforsamling, hvor Danske Bank udsendte en pressemeddelelse om, at bestyrelseskandidat Topi Manner trak sit kandidatur tilbage på baggrund af indikationer fra Finanstilsynet om, at man ikke kan godkende hans udnævnelse. 

Førhen ville bankens automatreaktion være, at man blot undlod at svare på den egentlig årsag til miseren, men nu kommunikerer Danske Bank faktisk klart om årsagen. Det er med til at øge tilliden til bankens kommunikation, og kommunikationsteamet med Kim Larsen i spidsen undgår, at alle journalister sætter ressourcer af til at grave historien ud. 

Finanstilsynet så problemer i, at Topi Manner via sin rolle som topchef i Finnair repræsenterer en Danske Bank-kunde, som har betydelige udfordringer som følge af pandemien. Derfor kan han i princippet blive presset af kræfter internt i banken. Den slags er ikke nyt, for det er et velkendt fænomen, at landmænd med en presset økonomi har siddet i bestyrelsen for mindre banker, som har lånt dem penge. Det er en dårlig kombination, og derfor var det i princippet helt rigtigt set af Jesper Berg i Finanstilsynet af bremse Topi Manner. 

Så kan vi bedre leve med, at banken og Danske Banks bestyrelsesformand, Karsten Dybvad, fik nogle høvl af ATP og Dansk Aktionærforening til generalforsamlingen, der som vanligt udviklede sig til lidt af en kolbøttefabrik, hvor mere eller mindre useriøse profiler beskyldte banken for dette og hint. 

Uanset hvad, er der nok at arbejde med for Dybvad og ledelsen. Danske Bank synes fortsat at være en bank, som er bange for sin egen skygge, bange for at begå fejl, hvad enten det er compliance eller kreditmæssigt. 

Den væsentligste opgave for Dybvad bliver derfor at opbygge en stærk, effektiv og mere decentral styring af banken, som sætter det gode bankhåndværk og kundeservice højest. Det er den rette vej frem for Danske Bank, hvis man ønsker at genrejse banken, få vækst, øget egenkapitalforrentning og flere kunder. 

 

Mystisk sammenfald: Forsikringsdirektør og Anders Dam i ny alliance 

Ikke kun en ny og stærk forsikringsalliance mellem Jyske Bank og Købstædernes Forsikring fylder korridorsnakken i denne uge. Der er også et andet mærkeligt sammenfald.  

Det skyldes, at Jyske Bank med Anders Dam i spidsen omtrent samtidig med offentliggørelsen af alliancen købte sig til ca. 5 procent af aktierne i Danske Andelskassers Bank (DAB), som Købstædernes Forsikrings direktør, Anders Hestbech, er bestyrelsesformand for, idet Købstæderne ejer ca. 10 procent af aktierne. Det har udløst talrige spekulationer, hvoraf nogle mener, at det er aftalt spil og en uheldig sammenblanding af interesser.  

InsideBusiness erfarer dog, at Jyske Bank ikke har købt aktierne af Købstædernes Forsikring, der ikke har flaget noget, men af en anden aktionær, som det ikke har været muligt at få navnet på. Om det gør sagen mere eller mindre mystisk, står dog endnu ikke klart for InsideBusiness’ vinder og taber-redaktion. 

Uanset hvad, må man sige, at Anders Dam er en vinder på manøvren, fordi det nu bliver sværere for Spar Nord og Lasse Nyby, som ejer ca. 30 procent af aktierne i DAB at tage kontrollen med den ombejlede bank. Desuden får Anders Dam nu ’eget’ forsikringsselskab, da det nye partnerskab kommer til at hedde Jysk Forsikring. 

Også Anders Hestbech må også siges at være en vinder i sagen, da han nu sender det førhen ret søvnige forsikringsselskab Købstædernes Forsikring op i superligaen med en så stor bankalliance, som spås at blive en af de 10 største aktører de kommende år for næsen af GF Forsikring, der var den hidtidige samarbejdspartner for Jyske Bank.