;
OW Bunker 2

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Fængselsdom styrker kapitalfond i OW Bunker-sag – Nu erkender Matas-direktør krisen

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere i dansk erhvervsliv.

Vinder 

Fængselsdom styrker kapitalfond i OW Bunker-sag 

En dom i byretten skal altid tages med et vist forbehold. Ikke desto mindre er det forståeligt, hvis kapitalfonden Altor i disse dage føler, man har fået oprejsning i den spektakulære sag om krakket i olieselskabet OW Bunker. Kapitalfonden har således hele tiden haft den opfattelse, at det var massive og hemmeligholdte tab i det kontroversielle datterselskab Dynamic Oil Trading (DOT), der var skyld i selskabets konkurs.  

I denne uge blev den tidligere chef for DOT idømt halvandet års fængsel ved retten i Aalborg, og dommen blev blandt andet begrundet med, at han både havde overskredet sit mandat samt undladt at oplyse ledelsen i OW Bunker om, hvor meget han og DOT havde lånt til den problematiske kunde Tankoil.  

I hele det enorme kompleks om OW Bunkers kollaps, der rystede den danske børs i efteråret 2014, er dette blot et komma, men hos Altor er der ingen tvivl om, at fondens påstand, at det var Lars Møllers handlinger, der i sidste ende sænkede OW Bunker, nu har fået ekstra næring.  

Fonden er ellers hovedperson i en omfattende erstatningssag anlagt af en stribe pensionskasser med ATP og PFA i spidsen. Men med byrettens dom i hånden har Altor nu et stærkt argument for, at det prospekt, man sendte på gaden i forbindelse med OW Bunkers børsnotering, ikke var renset for en række kritiske oplysninger, investorerne burde have været informeret om.  

Endnu et dramatisk kapital kan skrives i en af de mest opsigtsvækkende børsskandaler nogensinde herhjemme. 

 

Vinder 

Nu erkender Matas-direktør krisen 

”Vi skal forandre os, vi skal gøre det markant, og vi skal gøre det nu.” Så markant lød det onsdag fra Matas-direktør Gregers Wedell-Wedellsborg i et interview med Børsen. Og det var præcis, hvad aktionærerne havde brug for at høre.  

Kæden er presset fra alle sider af onlinehandel, supermarkederne og discountkæden Normal, og onsdagens regnskab for 2017 viste fald i både top- og bundlinje. Men det var sådan set også forventet. Det nye var en strategiplan, hvor man vil investere 600 millioner kroner over 5 år for at frigøre ressourcer til blandt andet den digitale forretning.  

Aktionærerne kvitterede med en lille stigning i aktiekursen på 5 procent, før det tilsyneladende gik op for selvsamme investorer, hvem der skulle betale for den nye strategiplan. Gregers Wedell-Wedellsborg har nemlig opsat flere finansielle målsætninger, som blandt andet skal finansieres ved at sænke udbyttebetalingerne. Og det rammer investorerne direkte, hvorefter de efter den lille stigning lod aktien faldt støt dagen igennem. 

Men der er brug for at ændre kurs i Matas. For med glubske konkurrenter i markedet og en vigende top- og bundlinje kan man ikke betegne status quo som en succes. Derfor var det en tiltrængt anerkendelse af problemerne, som topchef Gregers Wedell-Wedellsborg leverede.