Lars Gundorph web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Hurtig exit sikrer kapitalfond suverænt afkast – Fodboldsucces sikrer aktieoptur

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Hurtig exit sikrer kapitalfond suverænt afkast

Traditionen tro er den søde juletid ikke kun lig med gran og klejner. Det er også normalt den tid på året, hvor de fleste M&A-advokater og investeringsbanker render rundt som høns uden hoveder i et febrilsk kapløb for at få lukket årets sidste handler, inden julefreden kan sænke sig.

I år har der dog været betydelig mere stille gennem en ellers normalt så hektisk december måned. Men i denne uge kunne landets næststørste kapitalfond, Polaris, og fondens investorer lune sig ved, at det på falderebet er lykkedes at lande en ualmindelig stærk exit.

Efter under tre år og en lind strøm af opkøb blev kapitalfondens finansielle rådgiverhus, North, nemlig i denne uge solgt til den britiske forsikringskoncern Howden for lidt over 2 milliarder kroner.

En pris, der både sikrer Polaris og de mange medejere af North, heriblandt direktør og medstifter Lars Gundorph (billedet), et forrygende afkast, da man i den korte periode har nået næsten at femdoble sin oprindelige investering.

Der er dermed tale om et af Polaris’ historisk bedste afkast, og i en tid, hvor mange investorer kæmper med manglende tilbageløb fra kapitalfondene på grund af alt for få exits, er det samtidig en stor sejr, at investorerne bag fonden nu får en stor pose penge udbetalt, så der er til lidt mere end de almindelige bløde gaver i år.

 

Fodboldsucces sikrer aktieoptur

Der var julelys i øjnene på de mange tusind aktionærer i børsnoterede Parken Sport & Entertainment. Selskabets fodboldforretning, FC København, spillede sig tirsdag videre i det forjættede land Champions League efter en smal hjemmesejr over de tandløse tyrkere fra Galatasaray.

Vanen tro medførte det gode resultat en opjustering fra selskabet bag de danske mestre, der nu kan se frem til endnu flere indtægter i kølvandet på, at FC København spillede sig videre til ottendedelsfinalerne i den lukrative turnering.

Parken-aktien nød naturligvis også godt af sejren, og med ugens kursstigning er koncernens markedsværdi nu på det højeste siden efteråret 2009, hvor en omfattende nedjustering kastede Østerbro-selskabet ud i en regulær overlevelseskamp.

Ud over de fodboldmæssige perspektiver bliver det spændende at se, hvorvidt succesen på grønsværen får Parkens noget splittede ejerkreds til en gang for alle at investere de mange hundrede millioner, som klubbens slidte faciliteter skriger efter.

Eller om man vælger at bruge denne uges sejr som et vidnesbyrd om, at alt jo nok skal gå alligevel. Sikkert er det dog, at selve FC København ikke er blevet en mindre attraktiv vare for udenlandske investorer, så måske Parkens ejere skulle finde de skrinlagte salgsplaner frem fra skuffen og se, om man ikke skulle finde en ny, pengestærk ejer, der vil satse helhjertet på at løfte landets største klub tættere på den europæiske top.