Sticks web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Ingen over, ingen ved siden af Novo – Kærkomment frasalg fra kapitalfond

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Ingen over, ingen ved siden af Novo

Medicalkæmpen Novo Nordisk og topchef Lars Fruergaard Jørgensen, årets person 2023 i Financial Times, kan gå på vandet.

Med et nyt rekordregnskab fra Novo Nordisk i denne uge nærmer medicinalvirksomheden med hovedsæde i Bagsværd sig nu en markedsværdi på 3.500 milliarder kroner og pladsen som verdens 14.-mest værdifulde selskab.

Rekordregnskabet cementerede ikke blot Novo Nordisk som en af sværvægterne på verdensplan, men også selskabets yderst afgørende rolle for den danske økonomi.

Alene i 2023 stod Novo Nordisk for 20 procent af jobvæksten i Danmark, og blandt økonomer hersker der ikke længere tvivl om, at Bagsværd-virksomheden er en jobmotor i den danske økonomi efter massive investeringer i produktionsfaciliteter i blandt andet Kalundborg og Hillerød.

Den massive succes hænger i særdeleshed sammen med den massive efterspørgsel på de to storsællerter inden for diabetes- og vægttabsmedicin, Ozempic og Wegovy, der tilsammen udgør 55 procent af Novo Nordisks samlede omsætning.

Aktiemarkedet blev ikke mindre mildt stemt med udsigten til, at væksten fortætter i 2024, og det er efterhånden svært at se, hvad der kan bremse Novo Nordisk og topchef Lars Fruergaard.

 

Kærkomment frasalg fra kapitalfond

I et usikkert M&A-marked har både kapitalfonde og investorer i den grad vendt ryggen til stort set alle selskaber, der sælger produkter til de private forbrugere. Stigende økonomisk usikkerhed har medført en markant nedgang i forbruget, og mens der efter covid-19 blev solgt alt fra garnproducenter til leverandører af sportsudstyr, er der stort set ingen større virksomhedshandler i detailsektoren i øjeblikket.

Lånemulighederne er stærkt begrænsede, og investorernes appetit på alt, hvad der endsige lugter af detail, er ikkeeksisterende.

Set i det lys må det siges at være en stor sejr for kapitalfonden Maj Invest, at man i denne uge langt om længe fik fundet en ny ejer til restaurantkæden Sticks’n’Sushi. Selskabet er det sidste tilbageværende i kapitalfondens fjerde fond, og med salget til McWin i denne uge kan Maj Invest både lukke den gamle fond – og ikke mindst fremvise en kærkommen exit. Sidstnævnte kan vise sig at være et centralt element i fondens igangværende bestræbelser på at rejse den sjette fond i rækken, hvilket trækker i langdrag.

Maj Invest har nemlig trods den begrænsede appetit på detail- og restaurantkæder formået at få knap 600 millioner kroner for den danske sushikæde, der trods op- og nedgang i omsætning også har vist sig som en stabil forretning gennem covid-19 og andre udfordringer.

Fonden og dens investorer kan således notere sig et afkast på omkring 2,7x på investeringen, hvilket må siges at være lidt af en bedrift.

Ganske vist har man ejet kæden siden 2013, hvorfor den årlige forrentning ikke er så imponerende, men det rokker ikke ved, at salget af Sticks’n’Sushi er en milepæl for Maj Invest og kapitalfondens chef, Jens Aaløse.