Genmab web1

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Kapitalfond bag modigt træk – Biotekkæmpe i største stigning i seks år

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Kapitalfond bag modigt træk

Det er ikke hver dag, kapitalfonde herhjemme kaster sig ud i at opsnappe et børsnoteret selskabet, men når det sker, ender det ofte med at blive en ualmindelig god forretning.

Især Polaris’ afnotering af Molslinjen står som et skoleeksempel på, at der kan være enorm værdi at hente for en modig kapitalfond, der både kan spotte den helt rigtige mulighed og samtidig kan håndtere den ballade, et overtagelsestilbud kan ende med at give.

I denne uge lancerede den danske kapitalfond Capidea et noget overraskende bud på det lille kommunikationsselskab Intermail, hvor man allerede har sikret sig opbakning fra omkring 75 procent af virksomhedens aktionærer.

Capidea tilbyder da også ejerne en ganske pæn præmie for deres aktier, der dog skal ses i forhold til, at Intermails aktiekurs har været under pres siden sommeren 2022.

Ud over at have levet en noget hensygnende tilværelse på fondsbørsen har det lille selskab gennem flere år været plaget af vigende indtjening og problemer med at omstille forretningen, men i seneste årsregnskab fik man et ebitda-resultat på knap 20 millioner kroner, hvilket kan indikere, at der potentielt ligger en del skjulte værdier i selskabet.

InterMail har da også engang været en helt anden størrelse. I årene op til finanskrisen havde man nemlig en omsætning på over en halv milliard kroner, men nedgangen i fysiske breve ramte koncernen hårdt, og siden har man kæmpet med at få tilpasset forretningen til en ny hverdag.

Måske er det noget under Capideas vinger og langt fra fondsbørsen, at det potentiale kan blive forløst?

 

Biotekkæmpe i største stigning i seks år

Biotekselskabet Genmab har de senere år udviklet sig til en rendyrket succeshistorie på fondsbørsen, hvor selskabet i dag er blandt de tunge investorers foretrukne aktier herhjemme.

At Genmab nyder stor opbakning, fik vi i denne uge et tydeligt bevis på.

Her præsenterede Genmab og topchef Jan van de Winkel (billedet) sit regnskab for 2023. Overraskelserne udeblev, og tallene var mere eller mindre på linje med, hvad analytikere og aktiemarkedet på forhånd havde ventet.

Alligevel steg Genmab aktien massivt. Over 10 procent var aktien en overgang oppe – den største stigning i seks år for aktien. Og selv om toppen blev taget af stigningen i løbet af dagen, var Genmab-aktien steget næsten 5 pct., da børsen lukkede.

Den kraftige stigning skyldes, at Genmab ud af det blå har annonceret, at man vil søge bemyndigelse til at sætte gang i et aktietilbagekøbsprogram på 3,5 milliarder kroner.

Samtidig manede Genmab en del af de bekymringer, der har været blandt investorerne om stigende omkostninger, til jorden. I stedet fortsætter Genmabs supersællert Darzalex med at kaste stadig større milliardindtægter af sig, hvilket får Genmab til at se positivt på forventningerne til 2024.

Selv om Genmab efterhånden er vant til medvind på aktiemarkedet, var denne uge alligevel ekstraordinært god for selskabet og ikke mindst topchef Jan van de Winkel, der hjemtog en lønpakke på næsten 57 millioner kroner i 2023.