IT relation web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Kapitalfond scorer gyldent afkast på frasalg – Børsen-profil kommer sikkert videre 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Det vakte en vis opsigt, da den relativt nye kapitalfond Adelis sidste år formåede at rejse sin anden fond, til trods for at man ikke havde lavet et eneste frasalg. 

Den tvivl har Adelis og fondens danske chef, Steffen Thomsen, dog i den grad gjort til skamme i løbet af de sidste par måneder. Først solgte man selskabet NGI med et yderst solidt afkast, og torsdag morgen kunne Adelis så løfte sløret for, at man havde afhændet it-firmaet IT Relation til HG Capital. Handlen sikrer den dansk-svenske fond et afkast, hvor man formår at femdoble sin oprindelige investering. Lidt af en præstation i et marked med uhørt lave renter, hvor mange fonde må købe dyrt ind for at få fyldt porteføljen op.  

Med salget skal kapitalfonden nu for alvor kvaje sig i uhørt grad, hvis man skal sætte sit afkast over styr, og hos den omtumlede danske investor PKA AIP er der grund til at glæde sig over, at man som den eneste danske investor bakkede om op Adelis, da fonden blev etableret for nogle år siden. 

Salget af IT Relation er i sig selv bemærkelsesværdigt, da koncernen består af en lang række opkøbte virksomheder, der på ganske kort tid er blevet fusioneret under samme tag. Senest i år er der blevet tilkøbt endnu et selskab, og det bliver nu yderst interessant at se, om HG Capital kan skabe den vækst i den danske koncern, man har betalt næsten 2 milliarder kroner for. 

 

Børsen-profil kommer sikkert videre 

De fleste kender Thomas Bernt Henriksen, hvis de følger bare lidt med i dansk erhvervspresse. For den mangeårige økonomiredaktør og kommentator på Dagbladet Børsen må siges at høre til blandt erhvervsjournalistikkens grand old men. Sådan var det i hvert fald lige indtil tidligere finansminister Bjarne Corydon overtog chefredaktørposten, efter at Anders Krab-Johansen stak af til Berlingske. 

Corydon ville se nye folk og en helt ny debatlinje med mindre fokus på det liberale og på erhvervslivets interesser, der hidtil har tegnet Dagbladet Børsen. Så han satte et nyt hold, hyrede Danske Markets’ Steen Bocian ind som perspektivredaktør og cheføkonom, mens den tidligere spindoktor i Statsministeriet Nikolaj Sommer blev nyhedsdirektør. Men der er trods alt grænser for antallet af ledende medarbejdere på erhvervsavisen, der også lider af oplagsfald. Derfor valgte Thomas Bernt Henriksen da også efter betænkningstid at forlade Børsen.  

Nu har han fået et job som vicedirektør og cheføkonom i tænketanken Axcelfuture, hvor også Joachim Sperling er direktør. InsideBusiness ønsker Thomas Bernt Henriksen tillykke med den nye tjans, om end eksponeringen og den liberale linje næppe bliver helt så synlig.