;
carlsberg web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Klogt farvel til Basisbank – Ølboss klar til at overlevere bryggeri i topform

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Klogt farvel til Basisbank

Det er en helt lille bankinstitution, der nu ser sit endeligt i Danmark. Det har dog været lidt af en kamp for Basisbank, som fra starten i Danmark holdt friske pressemøder og forsøgte at være den frække internetbank i opposition til de pæne, men gammeldags banker. De senere år har været udfordrende for Basisbank og eneejer Lars Thuesen, som har besluttet at opgive sin banklicens, og som i den grad er blevet udfordret på kerneforretningen forbrugslån.

Det skyldes, at Finanstilsynet nu har sat hårdt mod hårdt for at bremse de offensive långivere, som har sårbare forbrugere som målgruppe. Så sent som onsdag kom Finanstilsynet med en række strenge påbud over for Basisbank, hvor myndigheden slog fast: ”I det omfang Basisbank ikke indhenter dokumentation for alle låntagers faste udgifter, er der risiko for, at låntagers beregnede rådighedsbeløb afviger fra låntagers faktiske forhold.”

Kort fortalt betyder det, at forbrugslånevirksomheder skal kreditvurdere deres kunder ordentligt i hvert enkelt tilfælde og give dem et nej til at låne, hvis ”de ikke reelt er i stand til at betale de forudsatte afdrag på lånene.”

Nu er det bare sådan, at forbrugslånevirksomheder jo blandt andet lever af de mest sårbare kunder, som har et akut behov for kontanter her og nu. Og så bliver det uhyre vanskeligt at drive sin forretning med sådan en regelfortolkning fra Finanstilsynets side.

Derfor skal Lars Thuesen have en ugens vinder for at tage konsekvensen og frasælge Basisbank til Ikano Bank for to milliarder kroner, svarende til egenkapitalens størrelse.

 

Ølboss klar til at overlevere bryggeri i topform

For nogle måneder siden gennemgik vi her på InsideBusiness en række af aktiemarkedets danske virksomheder, der sandsynligvis står for at skulle pensionere deres topchef inden for en overskuelig årrække. En af dem, som flere pegede på, var Carlsbergs hollandske førstemand, Cees ’t Hart, der efterhånden er ved at være oppe i årene.

Derfor vil den garvede bryggeridirektør sandsynligvis vinke farvel til Valby inden 2023, og man må sige, at hollænderen ser ud til at aflevere en virksomhed i topform. I denne uge kunne den danske bryggerigigant nemlig løfte sløret for, at man nu får fuld valuta for den store globale genåbning, der igen har sat skub i ølsalget.

Således opjusterede Carlsberg forventningerne til den organiske vækst i driftsoverskuddet for 2021, der nu lyder på 10-12 procent, blandt andet på baggrund af en organisk vækst i omsætningen især drevet af Asien og Østeuropa.

Så på en dag, hvor rivalen Heineken skuffede, kunne Cees ’t Hart berolige de nervøse investorer og samtidig sætte en fed streg under, at han om nogen har været manden bag genrejsningen af et vingeskudt dansk øleventyr, der var tæt på at blive kvalt i sin russiske ekspansion.