Massiv aktieoptur i lille børsselskab
Det har ikke ligefrem skortet på gode historier på den tidligere så ombejlede vækstbørs First North.
En række dårlige sager har plettet børsens image, og der har været langt mellem de solide selskaber, mens luftige koncepter og tvivlsomme forretningsideer er stormet ind på den lille børs.
Noget tyder imidlertid på, at det lille medicinalselskab Stenocare måske kan blive en af vækstbørsens grimme ællinger.
Ganske vist viste denne uges regnskab endnu et ganske betydeligt minus på næsten 20 millioner kroner, det samme som året før.
Planerne om en stor lancering af koncernens cannabis-olier i Australien samt en vigtig dansk godkendelse fik dog investorerne til at sende aktien op med hele 22 procent. Dermed er den lille aktie steget med 140 procent alene i år.
Inden aktionærerne drukner i champagne og ren eufori er det dog vigtig lige at have for øje, at Stenocare trods den seneste stigning er faldet massivt siden noteringen i 2020.
Og selskabets markedsværdi på godt 140 millioner kroner synes fortsat noget luftig, set i lyset af at man i år blot satser på en omsætning på 15 millioner kroner.
Men hvis man tror på selskabet og dets cannabisolier, kan man blot krydse fingre og samtidig huske på, at mange af landets andre store medicinalselskaber også måtte gå ad mange snørklede veje, før tingene flaskede sig.
Pengetank forgyldt af Novo
Det må primært være positive problemer, topchef i Novo Holding Kasim Kutay (billedet) slås med. For den tidligere M&A-profils største udfordring ser ud til at være, hvordan han dog skal få brugt alle de milliarder, Novo Nordisk hvert år sender videre til sin hovedaktionær.
Efter endnu et år med en Novo-aktie på himmelflugt overstiger pengetankens formue nu 1.000 milliarder kroner.
Tilmed har Novo-ejeren efter et svært 2022 med negativt afkast på investeringerne fået vendt udviklingen, således at man på den del af porteføljen, der ikke omfatter insulinkæmpen, fik et afkast på 9,4 procent sidste år.
Samlet set gav investeringerne, der blandt andet tæller ejendomme, tilsagn til kapitalfonde og direkte investeringer et overskud på 13 milliarder kroner, og derudover synes Kasim Kutay også at have haft held til at give den tidligere noget søvnige Novo-ejer en langt skarpere profil.
Både udadtil og hvad angår investeringsstrategi, hvilket sidste års investering i blandt andet Ellab satte en streg under.
Spørgsmålet er naturligvis så, om afkastet over en længere periode kan siges at være godkendt, eller om de mange milliarder, der brænder i lommen, også har gjort, at man en gang imellem får købt for dyrt eller uklogt op.
Fortsættelse følger.