Thylander web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Milliardsalg sikrer sky kapitalfond suverænt afkast – Thylander fylder krigskassen

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Milliardsalg sikrer sky kapitalfond suverænt afkast

De fleste kan være enige om, at kapitalfonden Solix og frontmand Denis Viet-Jacobsen er svært mediesky – nogle vil sågar gå så langt som til at kalde sidstnævnte mediefjendtlig.

Derfor kan det synes lidt underligt at rose nogen, der egentlig helst vil være fri. Alligevel er der ingen vej uden om den dansk-svenske fond og Viet-Jacobsen i denne uge.

Onsdag kunne Solix således annoncere, at man har solgt pumpevirksomheden Svanehøj til den børsnoterede amerikanske industrikoncern ITT.

Prisen lyder på 2,8 milliarder kroner, hvilket må siges at være en helt igennem forrygende handel for Solix og fondens investorer. Oprindelig betalte man nemlig blot lidt over en halv milliard kroner for at overtage den nordjyske virksomhed i slutningen af 2018.

Dermed tyder alt på, at Solix har formået næsten at tidoble sin investering på blot få år. Det sætter en tyk streg under, præcis hvad Denis Viet-Jacobsen er så god til ud over at gemme sig for kameraernes linser.

Ganske som den garvede investor i sin tid gjorde i Altor, ligeledes med solide afkast til følge, formår Solix’ frontfigur på forunderlig vis at opkøbe klassisk tunge industrivirksomheder, som ingen andre rigtig interesserer sig for, til relativt fornuftige priser. Men ikke nok med det, så lykkes det trods flere bump på vejen og udfordringer undervejs  igen og igen at få solgt virksomhederne til typisk en strategisk køber til fantasipriser.

Det skete med først KK Wind, siden Cembrit og nu altså Svanehøj.

Derfor tillade vi os i denne uge at rose Solix og Denis Viet-Jacobsen, selv om han nok helst ville være fri.

 

Thylander fylder krigskassen

Hvad end der skal hentes penge til køb af ejendomme, kapitalfonde eller vindmøller, er markedet i øjeblikket et helt andet end for blot nogle år siden.

Investorernes risikoappetit er dykket voldsomt, i takt med at rente og usikkerhed er steget markant, og udbytter fra deres mange tilsagn er skrumpet.

Derfor er der uden tvivl stor tilfredshed hos Thylander Gruppen (TG), der i denne uge kunne annoncere, at man har rejst 3 milliarder kroner til to nye fonde. Den ene bliver en klassisk ejendomsfond, mens den anden er en såkaldt build-for-life, hvor investorerne får medejerskab af en markant større del af værdikæden.

Pengene til de nye fonde kommer fra en stærk gruppe af investorer, der ud over Industriens Fond tæller en række tunge navne fra erhvervslivet, heriblandt Bunker Holding-ejer Torben Østergaard, medejer af kometen 3Shape Tais Clausen og Coloplast-ejer Niels Peter Louis Hansen.

Ejendomsmarkedet i Danmark og København har det ganske vist ikke for godt for tiden, men for en snu investor som Thylander byder det nuværende marked også på en række muligheder, akkurat som da de første TG-fonde blev grundlagt lige omkring finanskrisen.

Nøglen er derfor tålmodighed, og selv om man normalt først åbner champagnen, når en fond har leveret tilpas mange stærke exits, så er der uden tvivl tilfredshed hos Thylander over de muligheder, man nu står med.