Kåre Hahn Michelsen 2

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Nidobling af overskud i energiselskab med salgsplaner – P+ gør rent bord med ny direktør

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Champagnepropperne springer i hobetal i den danske energibranche for tiden.

Godt nok sidder en række af branchens mest forgyldte personer lige nu varetægtsfængslet i en yderst opsigtsvækkende sag, hvor de er mistænkt for markedsmanipulation. Det ændrer dog ikke ved, at det ene mere opsigtsvækkende overskud efter det andet tikker ind.

Seneste skud på stammen kommer fra det aarhusianske energihandelsselskab MFT Energy. 2022-regnskabet afslører en nidobling af indtjeningen med et overskud før skat på hele 4,3 milliarder kroner. Det fejrer ejerkredsen ved at udbetale et udbytte på knap 1,1 milliard kroner.

I normale tider havde et sådant overskud været som en appelsin i turbanen på et selskab, der står midt i en salgsproces. For det er netop, hvad MFT Energy gør. Energihandleren har hyret FIH Partners til at sælge virksomheden, i erkendelse af at den tidligere plan om børsnotering af selskabet ligner en død fisk.

Spørgsmålet er dog, om mulige købere overhovedet tør røre ved energihandlerne i øjeblikket med tanke på den massive opmærksomhed, de får fra både myndigheder, politikere og offentligheden. Læg dertil, at mulige købere formentlig vil se med en vis skepsis på den ekstraordinære indtjening, som energihandelsselskaberne oplever i disse år. Det gør ikke blot energihandelsselskaberne særdeles svære at værdisætte, men kan formentlig også føre til helt forskellige syn på, hvad køber og sælger mener, at et selskab er værd.

For ejerne af MFT Energy kan man dog trøste sig ved, at man allerede har scoret jackpot, hvis et salg skulle glippe. Det giver MFT Energy en plads på listen over denne uges vindere.

 

P+ gør rent bord med ny direktør

Der har været vældig meget uro på rekrutteringssiden for pensionsdirektører de senere år, hvor PFA og Danica har byttet direktører, Velliv har mistet Steen Michael Erichsen, og PensionDanmark har fået en departementschef, der skal i mål efter bare et års oplæring i faget, tilsyneladende efter at Finanstilsynet har givet køb på de tidligere så strenge fit & proper-rekrutteringsregler.

I den kontekst er det en fornøjelse at følge med i P+, hvor successionen synes at gå helt efter bogen, i og med at investeringsdirektør Kåre Hahn Michelsen tiltræder som administrerende direktør efter Søren Kolbye Sørensen med udgangen af september.

Kåre Hahn Michelsen er allerede fit & proper-godkendt af Finanstilsynet. Han indtræder i direktionen 1. juni og afløser Søren Kolbye Sørensen som administrerende direktør 1. oktober.

”På den måde sikrer vi, at Kåre i en overgangsperiode får mulighed for at trække på Sørens mange års erfaring, inden han selv tager over,” siger lød det fra bestyrelsesformand i P+ Kim Duus i denne uge.

Kåre Hahn Michelsen kommer fra investeringsafdelingen, og han nyder, så vidt InsideBusiness forstår det, et godt navn rundtom i branchen. Der er også behov for en god mand på investeringssiden (det er der altid i et pensionsselskab), men P+ er ved at udrulle et tiltrængt nyt og mere tidssvarende opsparingsprodukt (det var søreme også på tide).

Kim Duus forklarer, at bestyrelsen for P+ har haft en ekstern rekrutteringskonsulent på opgaven med at finde en ny administrerende direktør til P+. I det forløb har Kåre Hahn Michelsen været en blandt flere kandidater til stillingen og været ligestillet med de øvrige i processen.

”Valget er faldet på Kåre, fordi han er den bedste kandidat til jobbet. Han har mange års ledelseserfaring, stor viden om forvaltning af aktiver, dyb indsigt i de finansielle markeder og mekanismerne bag driften af en pensionskasse. At han allerede kender P+’s forretningsmodel og organisation indefra, er selvfølgelig også en fordel,” fortæller Kim Duus.

På InsideBusiness uddeler vi hermed en ugens vinder til både bestyrelsesformand for P+ Kim Duus såvel som til Kåre Hahn Michelsen, der fra 2004 til 2020 var underdirektør i Danske Bank.