;
Copenhagen / Denmark_  02 March 2017 -  Nordea bank branch in Copenhagen.   ( Photo. Francis Dean/Deanpictures.)

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Nordea forfremmer chef for prestigeafdeling – Konsulenthus ligner Axcels næste store frasalg

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Nordea forfremmer chef for prestigeafdeling

Det er langtfra en underdrivelse, at Nordeas tidligere så succesfulde corporate finance-afdeling for nogle år siden var endt som en skygge af sig selv.

Efter i en årrække at have siddet solidt på markedet for børsnoteringer, samtidig med at man havde en relativt slagkraftig M&A-forretning, begyndte det hele pludselig at smuldre.

En stribe ansatte forlod storbanken, og da det omfattende kaos endte med at koste chefen Harald Grøn jobbet, fik Kasper Dichow den utaknemmelige opgave at samle stumperne.

Opgaven blev ikke lettere af, at en række af de største rivaler allerede havde oprustet, hvorfor Nordeas muligheder for at snuppe profiler var stærkt begrænset.

Ikke desto mindre er det lykkedes igen at få skabt en profil til banken på det prestigefulde marked, hvor man igen har fået skabt en ganske solid M&A-forretning, ligesom man sammen med konkurrenten Danske Bank mere eller mindre har monopol på markedet for børshandler herhjemme.

Den bedrift sikrede i denne uge Kasper Dichow et markant skulderklap i form af en forfremmelse, så han pr. 1. maj nu får ansvaret for Nordeas corporate finance-aktiviteter på tværs af Norden i en nyoprettet stilling.

Opgaven med at være tovholder herhjemme overtages af den tidligere Carnegie-mand Phillip Christensen, der kom til Nordea i slutningen af 2017.

At Kasper Dichow nu også får det overordnede ansvar for Norden, vidner om en tillidserklæring fra hovedkontoret i Stockholm. Især det svenske marked er nemlig samlet set langt det største i Norden, både målt på klassiske M&A-handler og ikke mindst børsnoteringer.

Derfor bliver det spændende at se, om det vil være muligt for Kasper Dichow at erobre markedsandele i resten af Norden, da der selv i en lille region som den nordiske historisk set ofte har vist sig store forskelle mellem markederne i de enkelte lande.

Her kommer det gode forhold til kapitalfonde som EQT, Solix og Triton skabt via handler på det danske marked uden tvivl til at spille en central rolle, da de personlige relationer altid har været centrale i jagten på de mest lukrative mandater.

 

Konsulenthus ligner Axcels næste store frasalg

Kapitalfonden Polaris har allerede høstet et solidt afkast takket være investeringen i det danske konsulenthus ProData, og nu ser det også ud til, at Axcel, de nye ejere, er på vej i samme retning.

Selskabet, som blev købt af landets største kapitalfond i 2021 og siden omdøbt til Emagine, har de senere år haft gang i et markant opkøbstogt, hvor man blandt andet har opslugt Peak Consulting herhjemme samt irske Aspira.

De opkøb har været stærkt medvirkende til at booste omsætningen i konsulenthuset, der satser målrettet på at erobre markedsandele fra de såkaldte Big Four.

4,5 milliarder kroner landede omsætningen på sidste år, og med et driftsresultat på knap 300 millioner kroner tyder alt på, at Emagine meget vel kan vise sig at blive en solid exit for Axcel, der sammen med en række co-investorer betalte omkring 2 milliarder kroner for Prodata.

Investorgruppen tæller blandt andre kapitalfondens trofaste makker, pensionskassen PKA, og såfremt Emagine formår at fastholde momentum, kan der meget vel ligge en exit og vente måske allerede i slutningen af indeværende år.

Det vil samtidig være et kærkomment boost i Axcels bestræbelser på at rejse sin syvende fond, som man arbejder på højtryk på for at stable på benene. Især i øjeblikket med den voksende usikkerhed er de gode frasalg om muligt endnu vigtigere i bestræbelserne på at få de sidste tvivlende investorer til at sætte deres underskrift på et bindende tilsagn.