;
novo fruergaard web 1

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Novo lyser igen – EQT øjner endnu et lynsalg

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv. 

 

Vindere: 

Novo lyser igen 

De hårdtprøvede aktionærer i Danmarks investordarling nummer 1, Novo Nordisk, kan igen se lys for enden af tunnelen. I denne uge blev guldhåbet Ozempic godkendt i USA. Diabeteslægemidlet har den fordel, at patienterne også ofte taber sig. Ozempic skal endvidere indtages ugentligt og ikke dagligt som Novo Nordisks nuværende produkt Victoza.  

Det gik ikke upåagtet hen blandt investorerne, som sendte aktien op med 3,7 procent efter nyheden onsdag.  

Det betyder også, at Novo Nordisks aktiekurs i år er steget med 34 procent til kurs 326. Det er dog stadig ikke på niveau med rekordkursen 401 fra 2015 fra dengang, da alle troede, at tidligere topchef Lars Rebien Sørensen på det nærmeste have magiske evner. Senere viste det sig, at Rebien havde undervurderet prispresset på det amerikanske marked – og det sendte Novo ud i en voldsomt nedadgående spiral, som nu ser ud til at være vendt. 

InsideBusiness vil derfor gerne kvittere med en ugens vinder til forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen og CEO Lars Fruergaard Jørgensen.  

 

EQT øjner endnu et lynsalg 

Som beskrevet i InsideBusiness i denne uge har kapitalfonden EQT bestemt lidt at se til i den kriseramte legetøjsgigant Top-Toy, hvor man har været tvunget til at stille en kreditfacilitet på 250 millioner kroner til rådighed for at tilfredsstille koncernens banker. 

Men mens EQT slås med både legetøjskæmpen og fondens anden detailvirksomhed, Flying Tiger, ser der ud til at være væsentlig mere medvind i andre af fondens virksomheder.  

Ifølge Børsen har EQT således indledt de første sonderinger i forhold til at sælge typehusgiganten Huscompagniet, som man købte i sommeren 2015. En tysk ekspansion og opkøb i Sverige vil i år øge firmaets omsætning til over 3 milliarder kroner, og dermed kan EQT meget vel gå hen at indkassere en solid fortjeneste på husfirmaet, hvis man formår at tiltrække tilpas stor interesse fra især store udenlandske fonde. 

Såfremt missionen lykkes, vil det være anden gang på kort tid, at EQT står bag et lynsalg, idet man tidligere i år solgte Færch Plast med et forrygende afkast efter kun få års ejerskab.