KPMG

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Nu lukkes og slukkes der for tvivlsomme leasingfirmaer – Revisorkæmpe har ledelsesholdet på plads

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Nu lukkes og slukkes der for tvivlsomme leasingfirmaer

Det har ikke skortet på skandalesager i leasingbranchen og hos de bilforhandlere, der samarbejder med dem. For hverken banker, f.eks. Ringkjøbing Landbobank, der har tabt store penge på konkurs- og skandaleramte leasingfirmaer, eller et forsikringsselskab som f.eks. Topdanmark, der også ligger i armlægning med et leasingfirma om erstatning for et pænt millionbeløb for bortkomne biler, bør begræde en certificeringsordning.

Men nu er der håb om mere ro på de mildest talt wild west-agtige tilstande på især området for leasing af specialbiler med tilnavnet fleksleasing.

Efter tungt pres fra brancheorganisationen Finans & Leasing med Christian Brandt i spidsen har regeringen og et bredt politisk flertal som led i sin bandepakke IV nemlig besluttet af indføre licensordning for leasingselskaber. Det blev ifølge FinansWatch præsenteret på et doorstep af justitsminister Peter Hummelgaard flankeret af ordførerne fra aftalepartierne, der ud over de tre regeringspartier tæller Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og SF.

Det fremgår af aftaleteksten, at ”bandernes udnyttelse af leasingbranchen skal stoppes”. Det skal blandt andet ske ved at lave en ”undersøgelse af, hvordan der kan indføres en licensordning for virksomheder, der udbyder leasing af motorkøretøjer”.

Finans & Leasing opfordrer til, at man indfører et lignende system, som man har inden for fit & proper-godkendelsesregimet hos Finanstilsynets tilsyn af banker og forsikringsselskabers ledelse. Om det kommer så vidt, må tiden vise, men det sker altså for at undgå skandalesager som Scanleasing, konkursramte Winleasing med flere.

Uanset hvad, udløser det en ugens vinder til Christian Brandt for at have trumfet agendaen igennem politisk på vegne af Finans & Leasing, som altså repræsenterer primært de store og kendte aktører på leasingområdet, det vil sige store spillere inden for erhvervs- og privatleasing af firmabiler: Jyske Finans, BMW Financial Services, Nordania Leasing, Mercedes-Benz Finans med flere.

Det såkaldte fleksleasingsegment fylder altså ikke meget i den brancheorganisation.

 

Revisorkæmpe har ledelsesholdet på plads

Efter flere måneder uden styrmand har revisions- og rådgivningshuset KPMG omsider sat navn på sin nye topchef og udpeget en ny leder af den vigtige rådgivningsforretning.

Partnerkredsens valg af ny administrerende direktør og seniorpartner er ikke overraskende faldet på Mads Raahede, som vi her på InsideBusiness tidligere har beskrevet som en af favoritterne til at overtage posten efter Morten Mønster, der måtte trække sig af familiære årsager i foråret.

Mads Raahede har siden Morten Mønsters afsked vikarieret på posten og var i mange år chef for advisoryområdet i KPMG, der er det klart største forretningsben i huset.

Derfor er valget af Mads Raahede det mindst overraskende, men også det mest oplagte til det, der bliver KPMG’s fjerde topchef på blot ti år, efter at KPMG måtte genopfinde sig selv oven på bagholdsangrebet fra rivalen EY i 2013.

Udnævnelsen betyder samtidig, at den tidligere Implement-profil Christian Max Hansen tager et skridt op som chef for KPMG’s advisoryforretning.

Med den nye topchef og chef for advisoryforretningen på plads har KPMG sat et foreløbigt punktum for det ledelsesmæssige vakuum, som huset har befundet sig i næsten et halvt år efter Morten Mønsters afsked, og som har udløst en vis uro i toppen af KPMG som tidligere beskrevet her på InsideBusiness.

Derfor får KPMG en plads på listen over denne uges vindere.