;
Anders Krab-Johansen har gode muligheder for at forbedre Berlingskes situation i 2018.

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Ny Berlingske-topchef træder tidligt i karakter – Ørsted i offensiven

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Ugens vindere

Ny Berlingske-topchef træder tidligt i karakter

Det er verdens ældste avishus, der står for at skulle en ordentlig tur gennem hele møllen med ny topchef, ny strategi og sikkert også et godt hug med spareøksen. Det er også på høje tid, for efter at InsideBusiness afslørede, at tidligere topchef Mette Maix i dyb hemmelighed havde sagt ja til at blive ny CEO for Flying Tiger, er projekterne og strategien gået i stå på gamle Tante Berlingske.

For den nye topchef Anders Krab-Johansen var bundet af sin konkurrenceklausul med Dagbladet Børsen, som han først slap ud af den 1. december. Og der er nu ikke tvivl om, at Anders Krab-Johansen er landet i det nye job sprængfyldt med energi. Onsdag blev det meldt ud, at der er chefskifte i toppen af den noget mystiske klon BTMX, som er en sammenlægning af gratisavisen MX med gamle BT. Ud røg den mangeårige Berlingske-chefredaktør Jens Grund og ind kom TV2-veteranen Michael Dyrby. Nu skal linjen være mere tabloid, var meldingen fra den afgående chefredaktør i en update på Facebook.

Næste runde kommer i slutningen af februar, hvor medarbejderne i Berlingske får den nye strategi præsenteret. Det bliver mere spændende end som så, for Anders Krab-Johansen er berygtet for sin spareiver, der i årevis satte journalisterne på Dagbladet Børsen på den anden ende.

På InsideBusiness ser vi til med stor interesse – og vi kan bedre lide en handlingens mand end det modsatte. Derfor får Anders Krab-Johansen en ugens vinder.

 

Ørsted i offensiven

Den danske energigigant Ørsted og direktør Henrik Poulsen har i bogstaveligste forstand medvind. Torsdag fremlagde koncernen sit regnskab for 2017, der viste kraftig vækst til et driftsresultat på 22,5 milliarder kroner.

Samtidig boostes grøn energi hos Ørsted med 14 procentpoint på et år til 64 procent af koncernens samlede energiproduktion. Det betyder, at Ørsted er på rette vej mod sin målsætning, at 95 procent af selskabets varme- og energiproduktion i 2023 skal være grøn. Samtidig præsenterede Henrik Poulsen, at man er godt på vej mod flere investeringer i grøn energi.

Lige så interessant er den innovationsrejse, som Ørsted er i gang med, dels med digitalisering til forbedring af kundeoplevelsen, dels med at udnytte mulighederne for lagring af energi og fokusere på udviklingen af solcelleprojekter.

Aktiemarkedet modtog regnskabet pænt og sendte kursen op med knap 3 procent. Ørsted rammer tidsånden godt – og Henrik Poulsens leverer flotte nøgletal. Derfor er han en af denne uges vindere.