politikens-hus-860x573-860x573 (1)

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Nykredit laver stærk kapitaludvidelse for pengeinstitut – Detroniseret medieformand holder fast i magten

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Nykredit laver stærk kapitaludvidelse for pengeinstitut

Det fylder en del, når mellemstore banker og sparekasser henter frisk kapital, ligesom renter og vilkår er en fin indikation for pengeinstituttets og banksektorens generelle sundhed.

En af dem, der er yderst tilfreds med den seneste kapitaludstedelse, er Sparekassen Kronjylland, der hentede 250 mio. kr. i ansvarlig kapital (tier 2) – en manøvre, som Nykredit stod for. Realkreditkæmpen har tradition for at hjælpe samarbejdspartnerne i Totalkredit-samarbejdet med dette og hint, herunder altså også med kapitaludstedelser.

Hvad mere interessant er, at kapitaludstedelsen blev lavet over en syvårig periode mod normalt fem år. Samtidig landede renten på Cibor 3 på plus 3,65 pct., hvilket er relativt billigt for banker, der ikke har en størrelse som Danske Bank og Nordea. Tillige blev udstedelsen på to timer dobbelttegnet, så Sparekassen Kronjylland valgte at udvide udstedelsen fra 200 til 250 mio. kr. Der er altså ikke tale om såkaldt NEP-kapital, som har en betydelig lavere rente, da det er en kapitalform med lavere risiko.

For garantsparekassen Sparekassen Kronjylland, der er en slags selvejende institution, er det en glædelig nyhed, da det viser, at man ikke behøver at være børsnoteret for at hente ansvarlig kapital til en rimelig rente.

 

Detroniseret medieformand holder fast i magten

Folk på magtens tinder har det med at holde fast i taburetten, indtil de bliver væltet. Det gælder ikke mindst i erhvervslivet, og på et tidspunkt så det også ud til at overgå den magtfulde medieprofil Lars Munch.

For lidt over en måned siden kunne InsideBusiness afsløre, at Lars Munch var blevet fyret som bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus af den ene ejer af mediehuset, Jyllands-Postens Fond.

Men magtens sødme er svær at slippe, og allerede nu har Lars Munch sikret sig, at han forbliver ved magten i mediehuset, når han i foråret 2022 afløses på formandsposten af tidligere forsvarschef Peter Bartram.

Som InsideBusiness løbende har beskrevet, har dele af baglandet i Politiken-Fonden, der ejer den anden halvdel af JP/Politikens Hus, siden fyringen af Lars Munch blev afsløret, arbejdet på at køre ham i stilling som formand for fonden, når han stopper i koncernbestyrelsen til næste år.

Opfattelsen hos Lars Munchs tilhængere er, at Lars Munch vil være en stærkere modpart til den magtfulde formand i Jyllands-Postens Fond, Jørgen Ejbøl, også kendt som ’Pansergeneralen’, end den nuværende formand for Politiken-Fonden, Karsten Ohrt, er.

Mission accomplished. Tilbage står Karsten Ohrt, der degraderes til næstformand. Den konstellation betyder dog, at lønrammen for fonden udvides for at gøre plads til både Lars Munch og Karsten Ohrt. Løsningen lugter mistænkeligt af et kompromis for at holde alle fløje glade.

Man må dog lade JP/Politikens Hus og dets ejere, at mens dansk erhvervsliv normalt er gode og påpasselige med at lufte interne stridigheder, har mediehuset tydeligvis ikke problemer med at stille sine egne magtkampe til offentligt skue.