;
tv2 web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Offensiv Berlingske-direktør klar til at snuppe TV 2 – Vækstfonden låner ud til erhvervsejendomme

Peter Nyholm & Morten Johnsen giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Ugens vindere

Offensiv Berlingske-direktør klar til at snuppe TV 2

Det har længe været lidt usikkert, hvor Berlingske Media stod henne under mediehusets nye ejere. Men i denne uge sendte direktør Mette Maix i hvert fald et klart signal om, at den gamle tante stadig har muskler til at agere offensivt i mediemarkedet.

Meldingen kommer, kort efter at InsideBusiness kunne afsløre, at regeringen kigger aktivt på mulighederne for et salg af TV 2, og her lyder beskeden fra Berlingske-direktøren altså nu, at man meget gerne tager en tur ind i datarummet, såfremt kanalen kommer i spil.

Meldingen skal sandsynligvis ses som et klart ønske fra Berlingske og mediets ejere om at signalere, at det ikke kun ærkerivalen JP/Politikens Hus og mediegiganten Egmont, der har finansielle muskler herhjemme, ligesom Mette Maix også forsøger at overbevise omverdenen om, at Berlingske fortsat vil spille en afgørende rolle i den danske medieverden.

Et stærkt signal i en tid, hvor der har været tvivl om den overordnede strategi i Berlingske. Nu bliver det blot spændende at se, om koncernen overhovedet kan komme til fadet i jagten på TV 2, hvor både mediehuse og kapitalfonde forventes at stå i kø, når kulturminister Mette Bock (LA) endegyldigt bringer tv-kanalen i spil.

 

Vækstfonden låner ud til erhvervsejendomme

Det kan måske synes overraskende, at den statslige finansieringsfond Vækstfonden går ind på et rødglødende dansk ejendomsmarked. Ikke det desto mindre offentliggjorde Erhvervsministeriet torsdag, at godt 50 små og mellemstore virksomheder har fået lån til ejendomsfinansiering for 230 millioner kroner i 2016, og der er fortsat høj efterspørgsel.

Problemet er, at mange små og mellemstore virksomheder oplever, at det kan være vanskeligt at finansiere ejendomme til eksempelvis lager, kontor og produktion, hvis virksomheden ligger uden for de større byer. Der er således tale om et markedsfænomen, som i sidste ende falder tilbage på realkreditsystemet, der i årevis har været tilbageholdende med at låne ud til randområder.

Ikke overraskende betegner erhvervsminister Brian Mikkelsen(K) udlånene som en sejr, idet Vækstfondens penge kan hjælpe med til, at en lidt vanskelig finansiering falder på plads for virksomhederne.

På InsideBusiness er vi dog mere skeptiske over for fænomenet, som typisk skyldes, at der i store dele af Danmark ikke er virksomheder i nabolaget, der kunne tænke sig at overtage bygningerne, hvis virksomheden måtte dreje nøglen om. Er der ikke umiddelbart muligheder for den slags, falder belåningsværdien voldsomt, fordi realkreditinstitutterne forståeligt ikke ønsker at hænge på en erhvervsejendom, som blot har udsigt til at forfalde, fordi ingen vil overtage den.