Danica

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Oliemilliardær spinder guld – Pensionsselskab napper afgørende storkunde

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Oliemilliardær spinder guld

Til efteråret begynder en opsigtsvækkende retssag mod oliekoncernen Bunker Holding og et datterselskab, som ejes af den fynske milliardær Torben Østergaard-Nielsen.

Men indtil da kan den fynske rigmand glæde sig over, at indtjeningen i hans minikonglomerat, United Shipping & Trading Company (USTC), der spænder over alt fra oliehandel og tankskibe til lastbiler og luksusbiler, intet fejler.

Senest har transportvirksomheden SDK Freja, som er en del af imperiet, offentliggjort sit regnskab for 2021/21, og det viser, at både omsætningen og indtjeningen tordner i vejret efter et år, hvor USTC opkøbte speditøren Freja i en milliardhandel.

Omsætningen i SDF Freja steg med 90 pct. til 2,6 mia. kr., mens indtjeningen blev hævet med 128 pct. og landede på 223 mio. kr.

Torben Østergaard-Nielsen er ifølge Berlingske Business den sjetterigeste person i landet med en anslået formue på 22,2 mia. kr. En formue, der altså kun ser ud til at vokse yderligere.

 

Pensionsselskab napper afgørende storkunde

Der findes kunder, som det gør rigtig ondt at miste. Og en sådan kunde er den danske slagterigigant Danish Crown for AP Pension, som var med til at stifte pensionsselskabet i 1919.

Ikke desto mindre kom det i denne uge frem i Finans, at Danish Crown nu skifter pensionsleverandør til Danica. Det er en kæmpe sejr for Danicas topchef, Ole Krogh Petersen, og et næsten lige så stort nederlag for AP Pensions topchef, Bo Normann Rasmussen.

Danicas erobring falder sammen med lang tids uro på pensionsområdet, hvor blandt andre AP Pension har hævet priserne på SUL-forsikringer. Over for Finans oplyser AP Pensions topchef, at 14 af 15 af selskabets største kunder har accepteret prisstigningen, som skyldes, at Finanstilsynet kræver en bedre balance mellem indtægter og udgifter.

Det er dog velkendt på pensionsmarkedet, at AP Pension har svært ved at vinde udbudsrunderne for tiden, hvilket blandt andet skyldes, at man stiller ret strenge krav om helbredsundersøgelser i forhold til SUL-dækningen.

I denne uge får Danica og Ole Krogh Petersen en velfortjent ugens vinder, mens Bo Normann Rasmussen med nød og næppe slipper for at blive ugens taber.