Svendsen Sport web1

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Ombrust kapitalfond bag stærkt frasalg – Falcks ejerkreds drømmer igen om børsnotering

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Ombrust kapitalfond bag stærkt frasalg

Kapitalfonden Maj Invest leverede for nylig et af de mest kaotiske generationsskifter i branchen, da man ansatte en ny ledende partner bag ryggen på daværende ledende partner Per Høholt.

Høholt var ellers få måneder forinden blevet præsenteret som afløser for fondens mangeårige leder, Erik Holm, men blot kort tid efter blev den tidligere TDC-direktør Jens Aaløse hentet ind som ny chef. En manøvre, der fik Høholt til prompte at trække sig, og som samtidig vakte stor undren i både fondens investorkreds og i markedet generelt.

I denne uge kunne Maj Invest så løfte sløret for en noget mere positiv historie, da det er lykkedes fonden at sælge Svendsen Sport, der er et af de helt store guldæg i kapitalfondens fjerde fond fra 2011.

Køberen, Pure Fishing, betaler lige over en milliard kroner for selskabet, og da Maj Invest i sin tid kun betalte under det halve for Svendsen Sport og samtidig finansierede købet med gæld for godt 200 millioner kroner, kan fondens trofaste investorer nu glæde sig over et afkast på omkring 3,5 gange.

Nyheden er især kærkommen, da Maj Invest midt i kaosset på ledelsesgangene var gået i gang med at etablere sin sjette fond. Nu har man så en solid exit, der måske kan få investorerne til at glemme nogle af de mere kritiske spørgsmål.

Interessant er det dog, at hvor Maj Invests fjerde fond har givet et solidt afkast, så ser det noget anderledes ud i den seneste fond, Maj Invest Equity V. Her tabte man en af de største investeringer i form af Itadel på gulvet, og endnu er der ikke lavet nogen afkast. For fondens mangeårige investor, PKA, rejser det et interessant spørgsmål, hvor pensionskassen altid har forsvaret sit usædvanlig tætte parløb med kapitalfonden med, at man sagde nej til Majs fjerde fond på grund af dårlige resultater i forgængerne.

Nu står man igen i en situation, hvor man ikke er med i Maj Invests succesfond, men til gengæld er aktionær i den noget mere udfordrede efterfølger. Hvordan vil PKA tackle den udfordring i disse tider, hvor due diligence og compliance er noget mere i højsædet end tidligere?

 

Falcks ejerkreds drømmer igen om børsnotering

Hvis man har fulgt Falck gennem mange år, kommer det ikke som den store overraskelse, at ambulancegiganten og ejerkredsen med Lundbeckfonden og Kirkbi i spidsen igen drømmer om en børsnotering.

Det er nemlig langtfra første gang, at Falck og ejerne har en børsnotering i sigte. Det skete også under den tidligere ejer, Nordic Capital, og var også på agendaen for år tilbage i den nuværende ejerkreds, men hver gang er planerne blevet spoleret på grund af fejlslagne strategiske satsninger, som efterlod Falck på kanten af afgrunden.

Den vragede kronprins i Novo Nordisk, Jakob Riis, har dog langsomt fået mere styr på den rodebutik, som han overtog fra Falcks mangeårige direktør, Allan Søgaard Larsen.

Og efter massive nedskrivninger og frasalg af store dele af forretningen er ejerkredsen nu øjensynlig begyndt at drømme om et hæderligt afkast på deres investering. I hvert fald ser drømmene om en børsnotering ud til at have få ny næring hos ejerkredsen – igen, fristes man til at sige.

Første skridt er en udskiftning af formanden, hvor Peter Schütze, der også er næstformand i Lundbeckfondens bestyrelse, træder til side for at gøre plads til tidligere DFDS-topchef Niels Smedegaard.

Tiden vil vise, om drømmene om en børsnotering bliver til virkelighed, men lige nu er det nok til, at Falck og ejerkredsen er denne uges vinder.