;
tdc-web1

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Pensionskasser sikrer TDC-aktionærer jackpot – Bredt smil fra Nykredit-boss 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Vindere

 

Pensionskasser sikrer TDC-aktionærer jackpot 

Telegiganten TDC har været noget af et sløjt bekendtskab på fondsbørsen de senere år. Efter at de fem kapitalfonde solgte deres aktier tilbage i 2010, har TDC-aktien stort set ikke rokket sig en tomme, alt imens at selskabet i stigende grad er blevet udfordret på både mobil- og tv-markedet.  

For at dæmme op for den nedgang lancerede TDC for en uge siden en fusion med den nordiske del af Viasat-ejeren MTG. Ikke just en nyhed, der lunede blandt de hårdtprøvede teleaktionærer.  

Men det gjorde det i stedet i denne uge, da Dagbladet Børsen kunne afsløre, at de danske pensionskasser ATP, PFA og PKA og Macquarie havde budt omkring 30 milliarder kroner for telegiganten for ganske kort tid siden.  

Nyheden var ren epo for TDC-aktien, der torsdag steg med over 15 procent, alt imens koncernens aktionærer krydsede samtlige fingre og tæer for, at de tre pensionskasser og den australske kapitalfond ikke lader sig skræmme af TDC-bestyrelsens blanke afvisning, men i stedet kommer på banen med et nyt og endnu højere bud. 

For den danske børs er nyheden ikke just optimal, da Nets i skrivende stund er ved at blive afnoteret. Hvis det samme bliver tilfældet med TDC, forlader to af de tunge drenge nu den danske børs, alt imens oplagte arvtagere ikke ligefrem står i kø. Men teleselskabets aktionærer kan meget vel vise sig at blive den helt store vinder. 

 

Bredt smil fra Nykredit-boss 

Hvor Nykredit-topchef Michael Rasmussen har haft godt grund til at se lettere indebrændt ud gennem de sidste par år, så var der ved torsdagens pressemøde et bredt smil at hente. For Nykredit er med et rekordresultat og en egenkapitalforrentning på 14,4 procent (efter den mest gunstige opgørelsesmetode) inde i en rigtig god gænge.  

Det kommer til at skubbe til den i forvejen højspændte konkurrencesituation på realkreditområdet, for her har Michael Rasmussen noget på agendaen. Allerede nu praler selskabet af at være billigst på realkreditlån med afdrag takket være tilbagebetalinger via Forenet Kredit og konceptet Kundekroner.  Til pressemødet var der ingen tvivl om, at man vil jagte kunder, og det kommer til at dominere fremover i organisationen.  

Tiden efter Michael Rasmussens tiltrædelse har budt på rigtig meget oprydning i en ineffektiv organisation, swap-lån, voksende kapitalkrav og en bebudet børsnotering, der endte med at blive til et aktiesalg til en gruppe pensionsselskaber med PFA i spidsen. Nu melder Michael Rasmussen ’mission completed’.  

Så det store spørgsmål er, hvordan markedet kommer til at reagere på en offensiv Michael Rasmussen, der er smækfyldt med positiv energi.