;
saxo

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Serieiværksætter rejser millioner i surt venturemarked – Saxo Bank ser endelig ud til at lykkes med børsplaner

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Serieiværksætter rejser millioner i surt venturemarked 

Venturemarkedet er bremset op, og landets vækstvirksomheder står nu i en situation, hvor de med ét skal kæmpe med næb og kløer for at lande kapital fra de ellers så tidligere sultne investorer.

Af den grund må man lette på hatten for serieiværksætteren Morten Strunge. For mens store vækstvirksomheder såsom To Good To Go må sadle om, fordi investorerne holder igen, har Morten Strunge formået at rejse næsten en halv milliard kroner til sin podcastvirksomhed, Podimo.

Kapitalrejsningen er den femte, siden Podimo blev stiftet i 2019. Seneste runde var i november sidste år, hvor Podimo hentede 516 millioner kroner. Nu skyder en kreds af investorer ledet af ventureselskaberne 83 North, Highland Europe samt Saban Ventures yderligere 435 millioner kroner i podcastplatformen.

Podimo er Morten Strunges seneste store satsning, som først og fremmest er blevet kendt for at være TDC’s onde ånd, fordi han to gange har tvunget telekæmpen til at købe sine teleselskaber.

Om Podimo bliver en ny succes for Morten Strunge, er alt for tidligt at vurdere. Man kan i hvert fald konstatere, at podcastselskabet på mange måder er en klassisk vækstvirksomhed, der kører med dundrende underskud, fordi pengene brændes af på kraftig vækst. Derfor er investorernes opbakning helt afgørende for Morten Strunge og Podimo, hvis det endnu en gang skal lykkes iværksætteren at skabe en ny virksomhed, som kan blive en lækkerbisken for større spillere.

Under alle omstændigheder er Morten Strunge og Podimo en af ugens store vindere.

 

Saxo Bank ser endelig ud til at lykkes med børsplaner

”Vi håber, at vi bliver klar til en børsnotering inden for to-fem år.” Sådan sagde Saxo Banks stifter og administrerende direktør, Kim Fournais, i december 2013.

Udmeldingen viste sig ikke at holde stik. Og siden da er der løbet meget vand gennem åen i Saxo Bank, der har brugt årene på at rydde op i ejerkredsen med Lars Seier Christensens salg af hans andel af banken til kinesiske Geely Holding Group i 2017, ligesom finske Sampo også er blevet en del af ejerkredsen.

Det har dog på ingen måde lagt låg på spekulationerne om en børsnotering, selv om Kim Fournais ved flere lejligheder har gjort sit for tale dem ned.

Derfor kommer det heller ikke som et lyn fra en klar himmel, at der nu igen tales om børsplaner i Saxo Bank. Denne gang er det dog langt mere konkret end tidligere. Konkret vil aktionærerne Geely Financials Denmark og Sampo således sælge aktier til børsskallen DCAC og den vej igennem blive børsnoteret på børsen Euronext i Amsterdam.

Dermed ser det endelig ud til, at børsplanerne, som har simret i Saxo Bank i årevis, bliver til virkelighed. Sker det, må det siges at være imponerende i et børsmarked, som siden Ukraine-krigen har været frosset til is og fået en lang række andre danske selskaber til at droppe deres børsplaner.

Det udløser en vinder til Saxo Bank og Kim Fournais i denne uges InsideBusiness.