;
Exif_JPEG_PICTURE

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Smykkegigant er blevet ny børsdarling – Forsikringsselskab tryner alle andre på vækst

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Smykkegigant er blevet ny børsdarling

I showbusiness går det op og ned. Det samme gør det i dansk erhvervsliv. Få er et bedre eksempel på det end smykkegiganten Pandora.

Det hårdtprøvede smykkeselskab var i mange år præget af nedjusteringer og skuffede investorer, men med en ny ledelse i form af den svenske topchef Alexander Lacik har Pandora påbegyndt en livsvigtig turnaround, som har forvandlet smykkeselskabet til lidt af en børsdarling.

Tirsdag i denne uge afholdt Pandora kapitalmarkedsdag, hvor Alexander Lacik meddelte, at Pandora nu erstatter sin turnaroundplan, der skulle stabilisere salget, med en ambitiøs vækstplan. Ganske symbolsk er den nye strategi navngivet efter fabeldyret Fugl Føniks, som genopstår fra asken og er et symbol på genfødsel.

Hovedlinjerne i strategien er, at omsætningen skal runde 26 mia. kr. i 2023, mens driftsmarginen skal løftes med 3 procentpoint til 25-27 pct.

Indtil videre er det sød musik i ørerne på investorerne. Alene i denne uge er Pandora-aktien steget 8,4 pct., og siden Alexander Laciks tiltrædelse i februar 2019 er aktien steget 85 pct., så Pandoras markedsværdi i dag er på 84,4 mia. kr.

Nu venter der så den svenske oprydder en lige så stor opgave i at omsætte ord til handling, så han ikke ender som sin forgænger, Anders Colding-Friis, der for tre år siden præsenterede store vækstplaner for smykkeselskabet for dernæst at blive fyret bare syv måneder senere.

 

Forsikringsselskab tryner alle andre på vækst

Der sker ting og sager hos Sønderjysk Forsikring, hvor Frank Abel er direktør. Med en præmievækst på svimlende 26 pct. for første halvår går det nemlig drønstærkt i forhold til konkurrenterne.

Så sent som for to uger siden gennemgik InsideBusiness halvårsregnskaberne for skadesforsikringsselskaberne. Til sammenligning havde Købstædernes Forsikring den højeste vækst på 8,4 pct. i bruttopræmier, efterfulgt af Topdanmark med 4,7, Gjensidige med 4,4 og Tryg med 3,6 pct. Med væksttal på 1,1, 1,7 og – 2,5 pct. for Codan, Alm. Brand og If Forsikring må de respektive selskaber nok er erkende, at det nærmest er negativ vækst, hvis man tager højde for præmiestigninger og pristalsreguleringer.

I den sammenhæng er Sønderjysk Forsikrings præstation fuldstændig fænomenal. Frank Abel selv begrunder den ekstreme vækst med, at man har indgået partneraftaler på bilmarkedet, ligesom man har et samarbejde med Det Faglige Hus. Nu er planen som beskrevet i InsideBusiness at ramme 1 mia. kr. i præmieindtægter i 2025. Det bliver smal sag, hvis den nuværende vækst fortsætter.

For Frank Abel bliver det også et spørgsmål om at holde risikoen nede, og det er man meget opmærksom på, ligesom man også er tilbageholdende med prisstigninger, oplyste han i hvert fald tidligere på året. Med en combined ratio på 92,3 i første halvår ser heller ikke den del kritisk ud, for Sønderjysk Forsikring er kundeejet uden tilbagebetaling til kunderne; man har blot en målsætning om, at combined ratio skal være under 95.

Uanset hvad, fortjener Frank Abel en Ugens Vinder. For umiddelbart er der ingen huller i osten, om end en så høj vækstrate næppe er holdbar i længden. For målt på årsbasis svarer det til en præmievækst på 59 pct., og spørgsmålet er, om Sønderjysk Forsikrings organisation, it-systemer og kapitalstyrke kan håndtere det. Nu er målet for Sønderjysk Forsikring niveauet i resten af 2021.