3Shape web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Stiftere forgyldes af salg til EQT – Bavarian storsatser på vacciner

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Stiftere forgyldes af salg til EQT

En af landets mest ombejlede virksomheder blev i denne uge solgt. 3Shape, der primært er kendt for 3D-skannere til tandlægeindustrien, en solid bundlinje og et par ualmindelig pressesky ejere, har fået ny medejer.

Det er ingen ringere end den nordiske storfond EQT, der nu betaler omkring 4 milliarder kroner for at overtage en femtedel af den lukrative forretning.

Handlen betyder, at kapitalfonden betaler omkring 26 gange indtjeningen i 3Shape for en minoritetspost, hvilket må siges at være en pris i den høje ende.

Såfremt EQT og de sky ejere kan fortsætte væksten og styre selskabet på børsen inden for en overskuelig årrække, kan der dog potentielt ligge et yderst solidt afkast at vente på fonden og dens investorer.

Omvendt er der masser af faldgruber, idet man som kapitalfond sidder på en mindre aktiepost, hvorfor det er bemærkelsesværdigt, at vi herhjemme de senere år har set en række af disse handler, hvor kapitalfondene nu pludselig ser ud til at være klar til at lempe deres krav om altid at være i førersædet.

For Tais Clausen og Nikolaj Deichmann, der stiftede virksomheden tilbage i 2000, er der dog i den grad grund til at åbne champagnen, for deres rejse med livsværket har været helt igennem forrygende, og derfor er det fuldt fortjent, at de kan kalde sig denne uges vindere.

 

Bavarian storsatser på vacciner

Biotekselskabet Bavarian Nordic har vind i sejlene og står lige nu i en gunstig situation med to helt afgørende projekter.

For nylig fremlagde Bavarian Nordic lovende data med sin coronavaccine, som biotekselskabet har under udvikling med støtte på 800 millioner kroner fra den danske stat.

I aktiemarkedet har det vakt opsigt, at Bavarian Nordic vil forsøge at få vaccinen på markedet på egen hånd, selv om biotekselskabet fortsat er på jagt efter en partner.

Samtidig har biotekselskabet hentet lige over 1,7 milliarder kroner i en rettet emission. Pengene skal til gå til finansiering af selskabets afgørende fase 3-studie med vaccinekandidaten mod RS-virus, der er det sidste studie, inden et lægemiddel typisk godkendes på markedet.

Hvis alt går vel med de to vacciner, kan det sende Bavarian Nordic op i en helt anden liga. Det vil uden tvivl skabe glæde hos ATP, der er en betydelig aktionær i Bavarian Nordic med en aktieandel på mere end 10 pct.