Anders Dam. Bankdirektør i Jyske Bank.

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Tiltrængt oprejsning til kapitalfond – Jysk bankkonge er som genfødt 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv. 

Tiltrængt oprejsning til kapitalfond 

Den Bahrain-baserede kapitalfond Investcorp har ikke just gjort sig positivt bemærket på det danske marked, hvor investeringen i designklenodiet Georg Jensen ligner en regulær katastrofe. Her har kapitalfonden på værste vis demonstreret de mere uheldige sider af private equity i form af famlende strategier og hyppige udskiftninger af topchefer. 

I denne uge fik Investcorp dog en smule oprejsning, da det danske techselskab Ageras kunne offentliggøre, at man havde modtaget 450 millioner kroner i en ny kapitalrejsning, der værdisætter det danske selskab til halvanden milliard kroner 

Pengene kommer i denne omgang primært fra Lugard Road Capital, men også hollandske Rabobank putter penge i den danske virksomhed, der tidligere var ejet af blandt andre it-iværksætteren Martin Thorborgs iværksætterportal Amino. 

Som altid med kapitalfonde er det for tidligt at åbne champagnen, før man endegyldigt har solgt alle sine aktier. Alligevel må investeringen i Ageras siges at give et solidt rygstød til Investcorp, der i særdeleshed kan bruge succeshistorien, såfremt Bahrain-fonden vil foretage yderligere opkøb i Danmark. 

 

Jysk bankkonge er som genfødt 

Det har været lidt sløjt på det sidste med festlige indslag fra dansk banksektors grand old man, Jyske Banks topchef, Anders Dam. Derfor var det sand fornøjelse at være vidne til den 65-årige fødselars fremlæggelse af årsregnskabet for 2020, idet han i bogstaveligste forstand synes tilbage i topform.  

Efter en periode, hvor omkostningsreduktioner, beskæring af medarbejderstaben og spekulationer om Dams forestående pension efter tiltrædelsen af bestyrelsesformand Kurt Bligaard Pedersen gav usikkerhed og flere rynker i panden, er der endelig kommet en klarere retning på Jyske Bank. 

Nu handler det om aktionærerne. Det var såmænd også på tide, for de har været hårdtprøvede i Jyske Bank. Til dem lover Anders Dam nu en indtjening på 33 kroner per aktie ved udgangen af 2021 mod 19 kroner ved udgangen af sidste år. Det skyldes Jyske Banks aktietilbagekøbsprogram, som har den effekt, at den faldende indtjening skal deles ud på færre aktier. Samtidig bebudede Anders Dam fortsatte omkostningsreduktioner. Aktiekursen steg da også med pæne 4 procent på en i øvrigt tvær tirsdag på aktiemarkedet. 

Det vigtige er, at der endelig synes at være kommet et rigtigt aktionærfokus i Jyske Bank, mens Sydbanks Karen Frøsig og Spar Nords Lasse Nyby tillader sig at sprælle lidt mere med opkøbene af henholdsvis Alm. Brand Bank og BankNordik. Men opkøb behøver ikke nødvendigvis at give succes på aktiemarkedet for banker, for det er en rigtig svær øvelse, hvilket Frøsig oplevede med købet af Tønder Bank. Her kan det ofte være i aktionærernes interesse at holde fokus på kerneforretningen, omkostningsbesparelser og forsøge at være offensiv på markedspladsen.  

På InsideBusiness synes vi, at det er en udsøgt fornøjelse at se Anders Dam være tilbage med friske bemærkninger på eksempelvis Twitter, hvor han for nylig sammenlignede sin alder med de generelt aldrende amerikanske præsidenter. Også tirsdag blev der plads til et udsøgt sprogligt billede om diverse hjælpepakker, ”der mildner luften for de klippede får.” 

Tak, Anders Dam, for at tilføje kolorit på et generelt lidt tørt regnskabsbillede. Du får en velfortjent ugens vinder.