Topchef lukker munden på skeptikerne
Ingredienskoncernen Chr. Hansen har været gennem et noget turbulent 2016, hvor aktiemarkedet flere gange har udtrykt bekymring for, hvorvidt den relativt dyre aktie kan holde momentum.
Det skyldes blandt andet, at krisen i landbruget nu også ser ud til at ramme det danske selskab, som franske PAI Partners sendte på børsen i 2010.
I denne uge formåede det danske selskab imidlertid endnu en gang at lukke munden på skeptikerne, da topchef Cees de Jong i koncernens første kvartal kunne melde om en organisk vækst på 11 procent. Et ellers nervøst aktiemarked kvitterede med en stigning på over 5 procent, og det fik blandt andet den norske investeringsbank ABG Sundal Collier til at hæve sit kursmål på aktien.
Tilbage står dog stadig, at mange analytikere og investorer fortsat er af den klare opfattelse, at Chr. Hansen er en dyr aktie, hvor der ikke skal ske mange fejltrin, før selskabets nuværende markedsværdi kommer under pres.
SAS-topchef fastholder nordisk førsteplads
Det var ventet, at Norwegian for første gang nogensinde ville flyve forbi SAS som det største nordiske flyselskab i 2016.
Men det lykkedes SAS-topchef Rickard Gustafson at fastholde sin position med 29,4 millioner solgte flybilletter sidste år. Det skete efter en december måned, hvor SAS slog alle passagerrekorder og fløj med 2,1 millioner mennesker.
Det er dog nok en stakket frist, for Norwegian havde til sammenligning 29,3 millioner passagerer i 2016, og det norske vækstivrige selskab vokser hurtigere end SAS, der arbejder på at effektivisere i 2017, fordi man tjener mindre per passager.