Veltilrettelagt PR-angreb fra EQT-chef
I den hårde businessverden kan man få point for at træde på dem, der ligger ned. Det gør EQT’s topchef, Thomas von Koch, i ualmindelig gennemført stil med konkurrenten Altor i Dagbladet Børsen torsdag. For det var Altors børsnotering af OW Bunker, der trods kursskredet i Nets må siges at være den største børsfadæse fra kapitalfondes side i nyere tid.
”Hvis man går efter den sidste krone, kan man få et ry for at være for smart,” lyder det underspillet fra Thomas von Koch, der faktisk har lidt at have sin kritik i. For netop EQT havde mange kvaler med at få børsnoteret ISS. Men da det endelig lykkedes, udviklede servicekoncernen sig til en smuk børssvane.
Michael Rasmussen i Nykredit får nok et pusterum
Der blev buldret løs i Nykredit for at retfærdiggøre en børsnotering sidste år. Men 2017 indledes med en udskydelse af de kapitalproblemer, som udgør en central del af begrundelsen for børsnoteringen. Det er Baselkomiteen, der har udskudt de nye Basel IV-standarder, der menes at ramme de danske banker og realkreditinstitutter hårdt. Og for Nykredits vedkommende er det mere end 40 milliarder kroner, man skal skaffe, og det er ikke let, når indtjeningen er relativt svag.
Her og nu er det også godt nyt for Danske Banks aktionærer, der også er blevet stillet stærkere kapitalkrav i udsigt, primært på grund af ejerskabet af Realkredit Danmark. Så kan Danske Banks formand, Ole Andersen, være mere gavmild med bankens forestående udbyttebetalinger. Og med mindre kapital bliver det lettere at nå målene om høj egenkapitalforrentning.
Det er for øvrigt værd at bemærke, at den nye erhvervsminister Brian Mikkelsen(K) synes ivrig efter at stille storkapitalen tilfreds.