Henrik Andersen vestas web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Vestas er den nye duks i klassen – Stærk opbakning til succesfuld kapitalfond

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Vestas er den nye duks i klassen

For år tilbage ville man have rystet på hovedet, hvis nogen havde påstået, at Vestas ville være duksen i vindmøllebranchen i 2024.

Dundrende underskud kombineret med en massiv gæld oven på massive prisstigninger, flaskehalse og mangel på komponenter betød længe, at den danske vindkæmpe og topchef Henrik Andersen (billedet) havde ryggen mod muren.

Men som en anden fugl Føniks har Vestas vendt underskud til overskud og skabt en fornyet tro blandt investorer og analytikere på den danske vindmøllekæmpe, hvor man visse steder tilmed ser Vestas som den nye duks i klassen.

Anledningen til roserne skyldes det seneste regnskab fra Vestas, hvor omsætningen på 15,4 milliarder euro overgik selskabets egne forventninger, mens indtjeningsmarginen landede på 1,5 procent, og resultatet før skat landede på 102 millioner euro.

Samtidig er det Vestas’ egen forventning, at 2024 bliver endnu bedre med en omsætning på 16-18 milliarder euro og en indtjeningsmargin på 4-6 procent.

Det værste ser dermed ud til at være ovre for Vestas, og det kommer både de ansatte og investorerne til gode.

Bonussen er nemlig tilbage på bordet for første gang i fem år, mens Vestas-aktien steg over 6 procent i kølvandet på regnskabet for fjerde kvartal tidligere på ugen.

 

Stærk opbakning til succesfuld kapitalfond

Hvor stort set alle kapitalfonde for bare et par år siden kunne hente milliarder uden problemer, er hele fundraisingmarkedet i dag noget mere udfordret.

Investorerne er presset af, at de ikke får noget tilbageløb fra kapitalfondene grundet manglede frasalg. Kombineret med stigende renter og et usikkert aktiemarked har det fået flere af de tidligere så risikovillige pengetanke og pensionskasser til at træde på bremsen.

Mange fonde har derfor langt sværere ved at rejse frisk kapital til nye opkøb, men i denne uge kunne den danske kapitalfond Via Equity oplyse, at man nu har lukket sin femte fond efter stor efterspørgsel.

Knap 2 milliarder kroner fik kapitalfonden i alt skrabet sammen efter godt et års intensiv pengejagt, og blandt investorerne er tunge navne som JP Morgan og M&A-rådgiveren Rothschild & Co.s investeringsarm Rothshild Merchant Banking. Hertil kommer flere store hjemlige investor som Nordea og Chr. Augustinus, der dermed sætter en tyk streg under, at Via Equity har skabt nogle forrygende afkast, som få kan måle sig med. Ikke blot herhjemme, men også i Europa generelt.

Oprindelig havde mange konkurrenter ellers travlt med at skyde Via i skoene, at man qua sit ophav med ATP som stifter og primære sponsor havde fået den guldrandede investering i Nets foræret.

Siden har kapitalfonden dog leveret en række flotte exits, der har placeret fondens afkast helt i top og effektivt lukket munden på de kritikere. Via Equitys tredje fond fra 2016 har således indtil videre leveret en IRR på over 30 procent, og med salget af Glesys sidste år må det afkast forventes at have fået et nøk opad i 2023.

Som et lille kuriosum tillader vi os igen at undre os over, hvorfor ATP og PFA for nogle år siden havde så travlt med at vende deres investering i Via ryggen, når man tænker på, at mange af de to pensionskassers andre investeringer i lignende aktiver siden da slet ikke har været i nærheden af at give et tilsvarende afkast.