Peter warnøe web1

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Warnøe rejser ny fond efter skandaler – Ny topchef i FLSmidth får flyvende start

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Warnøe rejser ny fond i kølvandet på skandaler

Den hårdtprøvede venturefond Nordic Eye har kæmpet med sit dårlige ry efter en række sager om bedrageri og mandatsvig mod fondens medstifter Peter Warnøe.

Siden da har Peter Warnøe arbejdet på et genrejse tilliden til fonden med først et forlig med sin tidligere partner, investoren Lars Tvede, og et nyt investor board med flere prominente navne.

Missionen ser nu ud til at lykkes. Peter Warnøe og Nordic Eye har i hvert fald netop rejst godt 700 mio. kr. i deres anden fond. Det er godt nok kun halvdelen af den oprindelige målsætning, men Peter Warnøe siger til Børsen, at det skyldes, at værdierne i fonden er steget så hurtigt, at Nordic Eye har besluttet at lave en mindre fond for ikke at skulle have forskellige værdisætninger for investorerne.

Til Børsen erkender Peter Warnøe, at de mange møgsager har besværliggjort arbejdet med at rejse penge til fonden, men tilføjer, at han mener, at teamet i fonden er langt stærkere og mere professionelt end tidligere.

At Warnøe overhovedet har overlevet stormvejret og endda formået at rejse nye penge, er i den grad bemærkelsesværdigt. Især fordi den første Nordic Eye-fond indtil videre ikke har leveret en eneste exit.

Men ikke desto mindre vidner det om, at Warnøe trods de mange svipsere har nogle ualmindelig trofaste investorer.

Ny topchef i FLSmidth får flyvende start

En god start er halvt fuldendt. Det er måske at tage munden for fuld, hvis man påstår, at FLSmidths nye topchef, finske Mikko Keto, har løst udfordringerne for den gamle industrikoncern. Men sikkert er det, at den nye topchef har fået en god start på sin tid i FLSmidth.

Bare en måned inde i jobbet kan Mikko Keto nemlig glæde investorerne med en god nyhed. Omsætningen i 2021 bliver således højere end forventet, mens lønsomheden lander i den høje ende af den tidligere udmeldte prognose.

Nyheden er et særdeles godt afsæt til næste måneds fremlæggelse af årsregnskabet for analytikere og investorer, der tidligere har været meget kritiske over for Ketos forgænger, tyske Thomas Schulz.

Mikko Keto kommer ikke bare med gode nyheder til investorerne. Ved sin tiltrædelse tog han også et opgør med den historiske opfattelse af FLSmidt, hvor hans forgænger og formand, Vagn Sørensen, har omtalt koncernen som en cement- og minevirksomhed.

Men med opkøbet af Thyssenkrupp Mining er FLSmidth ”de facto en mineudstyrsvirksomhed” med en ”cementforretning ved siden af”, har Mikko Keto slået fast.