mette maix web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Berlingske undgår ledelseskaos – Opkøbslysten kapitalfond skovler penge ind

Peter Nyholm & Morten Johnsen giver dig et overblik over ugens videre og tabere i dansk erhvervsliv. 

Vindere

Mette Maix og chefredaktør vinder på Berlingske-rokade

Som beskrevet for et par måneder siden i InsideBusiness i artiklen Berlingske risikerer ledelseskaos har topchef Mette Maix sagt ja til stillingen som direktør for detailkæden Flying Tiger. Det betød, at Berlingske var nødt til at trække en kanin op af hatten som afløser.  Det var først torsdag i denne uge, at Berlingske offentliggjorde, at topchef Mette Maix skifter. For på det tidspunkt var en afløser på plads i form af den erfarne chefredaktør og direktør på dagbladet Børsen, Anders Krab-Johansen.

Det er dog ikke en nem opgave, der venter den nye Berlingske-topchef. Det traditionsrige dagblad har levet et omtumlet liv med flere forskellige ejere, og man er som de øvrige dagblade presset af annoncemarkedet, fald i læsertal og svigtende abonnementsindtægter. Samtidig er datteren BT fusioneret med katastrofe-investeringen i gratisavisen MX. Og vi har stadig til gode at se, om denne konstellation er bæredygtig i længden. Kun Weekendavisen synes at være et bundsolidt hjørne i den trængte Berlingske-koncern. Også radiokanalen Radio24syv må siges at være en mediemæssig succes for Berlingske, men den er rent finansieret af statskroner.

Til gengæld er Anders Krab-Johansen kendt som en hård negl, der år efter år har vredet et flot resultat af det ligeledes pressede dagbladet Børsen. Samtidig har Berlingske med sine belgiske ejere De Persgroep meldt sig som køber af TV2. Med succesen i Radio24syv kan Berlingske måske vise sig som en spændende ejer af tv-kanalen.

 

 

Opkøbslysten kapitalfond skovler penge ind

Svenske EQT må siges at være ganske vellidt blandt investorerne. Netop i denne uge kunne kapitalfonden, der herhjemme især har gjort sig bemærket med en perlerække af opkøb i denne uge, løfte sløret for, at man nu har lukket for tilsagn til sin seneste fond i mid market-segmentet.

EQT Mid Market Europe får således i alt godt 12 milliarder kroner i ryggen til at investere for, og dermed har EQT igen sat en fed streg under, at man nyder stor opbakning blandt investorerne.

Det er blandt andet tung støtte fra Danske Banks Wealth Management-division, der har lunet i kassen hos EQT, hvis danske partnere, Jannik Kruse Petersen og Rikke Kjær Nielsen, allerede har indkøbt fire markante virksomheder til fonden, herunder danske Fertin Pharma, der blev overtaget omkring årsskiftet.

Netop det at købe virksomheder har været EQT’s helt store force de senere år, hvor man har været villig til at gå et par skridt længere end rivalerne, hvis man blot var overbevist om, at man havde den rigtige drejebog til at skabe et solidt afkast i de virksomheder, man kastede sin gunst på.

Alt er dog ikke kun fred og fordragelighed i EQT-familien, for med de mange investeringer i de senere år har man også eksponeret sig selv på en måde, hvor mange konkurrenter blot venter på, at EQT skal begå et fejltrin.

Det første kom allerede for et par år siden, hvor fonden havnede i en bitter strid med de tidligere ejer af Tia Technology, som man siden har kæmpet med i retten. Også investeringen i Flying Tiger har vist sig som særdeles udfordret, ligesom rygterne vil vide, at heller ikke fondens køb af BR Legetøjs moderkoncern Top-Toy går helt så godt, som man kunne havde håbet. I modsat retning trækker dog et selskab som Færch Plast, der inden for de nærmeste dage forventes solgt for op imod 6 milliarder kroner.