Deloittehuset

Inside story

Væksten løjer af hos revisionskæmper. Og presset forventes at tage til i 2024

Tre ud af fire revisionshuse i big four oplever en faldende vækst. Forventningen fra de store revisionshuse er, at presset tager til i år, hvilket vil lægge en yderligere dæmper på omsætningen. Som det eneste af de store revisionshuse formåede førsteudfordreren til big four dog at øge væksten.

Væksten løjer af hos landets allerstørste revisionshuse, der samtidig er begyndt at rebe sejlene til et 2024, hvor presset på væksten forventes at tage til.

Landets tre største revisions- og rådgivningshuse, Deloitte, PwC og EY, måtte alle konstatere, at omsætningsvæksten gik ned i gear i det seneste regnskabsår, der i grove træk dækker andet halvår af 2022 og første halvår af 2023.

Samtidig forbereder de tre revisionskæmper sig på, at presset tager til i år, selv om forventningen fra centralbanker og økonomer er, at 2024 vil byde på flere rentenedsættelser, som kan få de mørke skyer, der længe har hængt over dansk økonomi, til at lette en smule.

Revisionshusene kan dog glæde sig over, at de fortsat øger salget til kunderne, selv om det sker i et langsommere tempo end de seneste år.

Ser man alene på big four, hvor KPMG som det eneste medlem af firkløveret endnu ikke har aflagt regnskab, tegnede Deloitte sig for den kraftigste vækst i seneste regnskabsperiode. Titlen deler Deloitte med det store danskejede revisionshus Beierholm, viser en gennemgang af de største danske revisionshuses regnskaber, som InsideBusiness har foretaget.

Deloitte, der er landets største revisions- og rådgivningshus, øgede i 2022/2023 sin omsætning med næsten 12 procent. Det har bragt Deloitte snublende nær de magiske 5 milliarder kroner i omsætning, selv om væksttempoet aftog for rådgivningskæmpen, der voksede med næsten 19 procent året forinden.

Titlen som årets vækstvinder må Deloitte foreløbig dele med det store danskejede revisionshus Beierholm, der ligeledes øgede sin omsætning med næsten 12 procent. Beierholm er samtidig det eneste af revisionshusene i opgørelsen, som reelt formåede at øge sit salg sammenlignet med året forinden.

Ind på tredjepladsen kommer det andet store danskejede revisionshus, BDO, der med en vækst på hele 10,6 procent overgik sine egne forventninger.

I hælene følger EY, der trods en periode med betydelig støj efter en kuldsejlet opsplitning formåede at øge sin omsætning med næsten 9 procent. For EY var der dog tale om en næsten halvering sammenlignet med året forinden, hvor væksten i EY lød på hele 17,2 procent.

Bagest i feltet i big four finder man indtil videre PwC. Med en beskeden vækst på knap 1 procent var der ikke blot tale om den laveste vækst i big four, men også en markant tilbagegang, hvis man sammenligner med året forinden. Her voksede PwC med 5,5 procent, hvilket dengang også var lavest blandt big four-husene.

Varsler lavere vækst i 2024

Den helt store vækstmotor hos langt de fleste af landets største revisionshuse er fortsat rådgivningsydelserne, som fik ekstra vind i sejlene i kølvandet på pandemien.

Det gælder især rådgivning om skatteforhold, bæredygtighed, digitalisering og corporate finance, hvoraf sidstnævnte især i 2021 var et brandvarmt marked for mange revisionshuse. Rentestigningerne har dog sat M&A-markedet under pres, især på de største handler, og det har lagt en dæmper på væksten hos flere af revisionshusene.

Fire af fem af revisionshusene i InsideBusiness’ opgørelse forventer, at væksten aftager i 2024. Kun BDO, der for nylig foretog et gearskifte med et opsigtsvækkende opkøb af Deloittes kontor i Danmarks femtestørste by, Esbjerg, tør man tro på, at væksten bliver højere i det nye regnskabsår.

”På trods af fremtidige usikre tider forventer vi på baggrund af årets gode resultater, BDO’s stærke markedsposition og vores høje kundetilfredshed på tværs af alle forretningsenheder, at det kommende regnskabsår vil byde på en omsætningsvækst på 20 procent. Vi budgetterer, inklusive de seneste opkøb, med en omsætning i niveauet 1.700 millioner kroner,” skriver BDO i sit regnskab, der blev offentliggjort kort før jul.

Tonerne fra BDO står i stærk kontrast til dem, man hører fra resten af landets største revisionshuse.

Hos EY er forventningen således en vækst på mellem 5 og 7 procent mod sidste års vækst på næsten 12 procent. Samtidig vil EY ikke afvise, at væksten kan blive yderligere ”påvirket af en potentiel nedgang i den danske økonomi”.

Også Beierholm forudser en lidt lavere vækst i 2024. Forventningen fra Beierholm er, at nettoomsætningen vil stige med 8-10 procent.

Hos Deloitte, der er landet største revisions- og rådgivningshus, skriver ledelsen i regnskabet, at forventningen er en vækst på niveau med sidste år. Deloittes topchef, Christian Jensby, har dog tidligere erkendt, at Deloitte har en mere ’ydmyg’ forventning til den fremtidige vækst.

”Jeg forventer ikke nulvækst, men vi er måske lidt konservative rent markedsmæssigt. Jeg vil gerne medgive, at væksten bliver lavere end de sidste to-tre år, men jeg forventer stadig, at vi vokser,” har Christian Jensby tidligere udtalt.

Kæmpe revisionsforretning kommer under pres

Hos PwC mærker man også presset. Modsat rivalerne var PwC’s vækst sidste år – selv om den var beskeden – funderet i revisionsforretningen, der er landets største. Men PwC har samtidig varslet, at den store revisionsforretning ser ind i nogle år, hvor væksten bliver udfordret.

Det skyldes lovpligtige rotationskrav, som blandt andet betyder, at store børsnoterede virksomheder skal skifte revisor hvert tiende år. Ifølge PwC står et stort antal af revisionshusets allerstørste kunder for at skulle skifte revisor på grund af reglerne.

”Det vil naturligvis påvirke væksten i vores revisionsforretning i de kommende år, men vi har samtidig formået at vinde revisionen for flere store selskaber, ligesom det giver nye muligheder for, at vi kan rådgive og samarbejde med vores kunder om andre relevante problemstillinger,” skriver PwC i sit regnskab.

Konsolideringsbølge fortsætter

Landskabet i revisionsbranchen er under hastig i forandring i disse år, hvor især landets mindre revisionshuse er under voldsomt pres, blandt andet fordi politikere og myndigheder har øget kravene til branchen.

Konsekvensen er et revisionsmarked, der er ved at knække midtover, fordi revisionskunderne i stigende grad samles på færre større aktører, mens de mindre revisionshuse lider under de massive omkostninger, som de mange compliancekrav fører med sig.

Det har sat gang i en omfattende konsolidering, som har taget fart de senere år. Og alt tyder på, at vi ikke har set de sidste opkøb eller fusioner.

I takt med at big four-husene i stigende grad fokuserer på det nordiske marked, skiller flere sig løbende af med lokale kontorer rundtomkring i landet, som laget under big four – anført af Beierholm og BDO – omvendt står på spring for at overtage.

Det har tidligere ført til, at Beierholm har overtaget to kontorer i Skive og Køge fra PwC, og i sommer kom turen så til EY’s kontor i Horsens. Få måneder senere foretog Beierholm så yderligere et betydeligt opkøb, da man købte Revision Limfjord med over 100 ansatte. Kort forinden havde også Grant Thornton indgået en opsigtsvækkende fusion med det ærkejyske revisionshus Kvist & Jensen.

Samtidig er Beierholms konkurrent BDO også begyndt at røre på sig. Det opsigtsvækkende opkøb af Deloittes kontor i Esbjerg markerede nemlig for alvor et gearskifte i BDO, der i de senere år primært er vokset organisk modsat konkurrenten Beierholm, som efterhånden har fået ry for at være revisionsbranchens mest opkøbsivrige aktør.

 

Læs mere

EY dropper parløb på topchefposten

Revisorkæmpe udskyder tronskifte

PwC går i offensiven efter rivalers frasalg

Konsolideringen af revisorbranchen tager fart. Deloitte sælger jysk afdeling til BDO

Statens konsulentstop har ramt rådgivere hårdt. Deloitte må afgive tronen

Revisionshuse spår øget salg på advokaters og M&A-rådgiveres hjemmebane

Væksten løjer af hos revisionskæmpe

Deloitte forbereder sig på opbremsning efter nyt år med kraftig vækst

Uroen ulmer i toppen af KPMG. Flere medejere er stoppet

Revisionskæmpe opruster på M&A og jurasatsning

Revisionskæmper på opkøbsjagt. Her er de næste mulige opkøbsemner

Revisionskæmpe opruster med tidligere dansk landechef i amerikansk konsulenthus