;
velkommen

Leder

Velkommen til InsideBusiness #21  

Vi går tæt på pensionskassernes aktive ejerskab, ligesom vi ser nærmere på en række kapitalfondes både gode og dårlige investeringer. Og så har vi haft fornøjelsen at høre Mærsk-arvingen Robert Uggla fortælle om sine tanker for familiefirmaet.

I denne uge kigger vi nærmere på de hjemlige pensionskasser, der i forsøget på at leve op til nye retningslinjer om aktivt ejerskab allierer sig med en række aktører, der kan gøre arbejdet for dem.

Spørgsmålet er blot, om det er nok? Og er selskaberne overhovedet interesserede i at agere aktivt? Det er man i hvert fald ikke hos et af de mindre selskaber, Lærernes Pension, hvor direktøren ikke givet meget for højtflyvende retningslinjer om aktivt ejerskab.

Morten Johnsen ser på kapitalfondene Catacap og Maj Invest, der begge skal vise over for deres investorer og omverdenen, at de ikke kun mestrer opkøb, men også kan sælge fra. Førstnænvte er dog allerede godt på vej, men også Maj Invest har en række salgsmodne selskaber i baghånden, hvor især modevirksomheden Muuto kan ende med at blive et rent home-run.

Det er dog ikke alt, hvad kapitalfondene rører ved, der bliver til guld. Det kan Bahrain-baserede Investcorp skrive under på, efter at de siden 2012 har tabt over en kvart milliard på købet af designklenodiet Georg Jensen.

Samtidig har vi været med til VL-døgnet 2017 på CBS, blandt andet i nysgerrighed efter at se nærmere på A.P. Møller Holdings CEO og Mærsk-arving, Robert Uggla, i en af hans sjældne offentlige optrædener. Læs, hvordan det gik.

I pensionsbranchen handler det mere og mere om udvikling af nye forretningsområder, herunder ejendomsprojekter. Risikoen er der stadig mere fokus på. Men nu  er ATP, PFA og Industriens Pension løbet ind i problemer med prestigebyggeriet Axel Towers ved Tivoli.

Dernæst har Nets stadig større problemer med bankerne. Nu er det clearingforretningen, som bankerne repræsenteret i FinansDanmark presser priserne på og overvejer at flytte til en anden leverandør. Det kan være begyndelsen til mere tabt terræn for Nets, som til gengæld profilerer sig som en global leverandør af finansiel infrastruktur.

Det handler også de vigtige selskaber i den finansielle infrastruktur i vores interview med afgående Nordea-direktør, Peter Lybecker. Få har som ham betydet ændringer i bankernes digitale Danmark. Som formand solgte han også Nets til to kapitalfonde og ATP. Hør også hans holdning til de lukrative optionsordninger i Nets i forbindelse med børsnoteringen.

Denne uges Inside Business-kultur er en anmeldelse af bogen ‘White Working Class: Overcoming Class Cluelessness in America’. Professor Joan C. Williams forklarer, hvorfor elitens analyse af den arbejdende middelklasse fejler. Læs mere om bogen, der får fem af seks stjerner.

 

God læselyst!

 

Peter Nyholm & Morten Johnsen