Det er svært at komme uden om denne uges aktietumult. For hvad fik kurserne til at dykke så brat efter nogle amerikanske nøgletal? Pilen peger på aktiehandelsrobotter, som forstærkede nedturen. Simon Lund Christiansen undersøger sagen.
Vi kigger også på pensionskassernes aktiestrategi under og efter de dramatiske dage, ligesom vi tidligere på ugen så nærmere på, om et egentligt regimeskift mod højere renter er på vej. Det kan give kraftige fald i aktivpriserne.
Dernæst handler det om de stadig mere populære virksomhedsobligationer, som fylder mere og mere på markedet i direkte konkurrence med bankerne. Især kapitalfonde benytter sig af finansieringsformen frem for banklån, men selv om obligationerne ofte tilbyder attraktive lånevilkår og mulighed for høj gearing, kan det vise sig at blive en dyr løsning, hvis først indtjeningen skrider.
Mere kulørt er vores artikel om et konkursramt pragtlandbrug ved Grindsted, som har kostet børsaktuelle Den Jyske Sparekasse et trecifret millionbeløb i nedskrivninger. Også Danske Bank har penge i klemme i den imposante gård med et stuehus fra 2004, der blandt lokale kaldes ’Lille Amalienborg’.
Vi bringer også en interessant klumme fra EY, som giver gode råd om, hvordan din virksomhed lever op til den nye persondataforordning.
Vi har også en artikel om en britisk fond, der øjner endnu et dansk supersalg, og så skriver Morten Johnsen om, hvorvidt kapitalfondenes gyldne tider er ved at rinde ud for denne gang.
Denne uges Kultur er en anmeldelse af ledelsesbogen ’Faglig ledelse mellem kerneopgave og styring’.
God læselyst!
InsideBusiness-teamet