Der sker ting og sager i pensionsmæglerhuset APC, som ellers i en årrække havde svært ved at få anerkendelse hos de store pensionsselskaber Danica, PFA og Velliv. Men noget har ændret sig, for nu har sidstnævnte besluttet sig for at indgå en administrationsaftale med APC, bekræfter juridisk direktør i APC Jesper Hjetting over for InsideBusiness.
”Ja, vi har indgået en administrationsaftale med Velliv, ligesom vi har det med Nordea Pension og AP Pension. Vi har i fællesskab lavet nogle rammer, der passer ind i vores IdealPension-koncept. Det har vi talt frem og tilbage om nogle gange – og vi er nu glade og tilfredse med at have indgået en aftale,” siger Jesper Hjetting, der oplyser, at man ikke selv er gået ud og har slået på tromme for den nye aftale.
Der har ellers været en vis dialog i mæglerbranchen om det udfordrende i at være pensionsmægler, hvis man reelt kun har to produktleverandører på hylderne.
I den danske pensionsbranche har der tillige været en høj grad af konsolidering, således at Skandia blev købt af AP Pension, mens SEB blev købt af Danica. Så der er blevet færre store aktører. For yderligere at komplicere billedet har Nordea købt Topdanmark Liv og opsagt sin distributionsaftale med Velliv, så der er i den sammenhæng også brug for at øge distributionskraften hos Velliv.
Men ifølge Jesper Hjetting er problemet med at have få administrationsaftaler dog til at overse for APC:
”Vi er jo et uafhængigt mæglerhus. Derfor er det også forkert at sige, at vi har et samarbejde med de tre selskaber. For ingen af parterne forpligter sig til noget med hensyn til omfanget af forretning, og vores praksis er, at vores kunder snildt kan lade deres opsparing ligge, hvor den ligger, hvis det giver mest mening for dem. Den rådgivning opkræver vi ikke ekstra for.”
Billigere end banken
APC er dog afhængig af, at pensionsselskaberne tilbyder et billigt, typisk indeksinvesteringsprodukt i et af de tre nævnte selskaber, for på denne måde kan APC med rette fortælle kunderne, at deres setup hos APC er markant billigere end især den investeringsrådgivning på pensionssiden, som velhavende kunder typisk får i deres bank, som er berygtede for at tage endog ganske høje omkostningerne for at passe på kundernes penge.
Derfor bliver det også spændende, om Nordea Pension vil fastholde distributionssamarbejdet med APC, da storbankens strategi med Nordea Pension netop er at bruge sin bankdistributionskraft til at udfolde pensionsselskabet over for bankens virksomhedskunder og privatkunder.
Over for InsideBusiness oplyser Nordeas presseafdeling imidlertid, at man “fortsat forventer at fortsætte administrationsaftalen med APC” og “som udgangspunkt håndterer Nordea sine kunder som tidligere og vil møde de indgåede forpligtelser.”
Jesper Hjetting fra APC understreger dog, at det bliver de frie markedskræfter, som kommer til at definere, om der bliver flyttet kunder fra f.eks. Nordea Pension og over i Velliv internt i APC.
”Altså vi tilbyder kunderne at se nærmere på deres pensionsaftale og deres valg af investeringer i deres nuværende selskab, f.eks. om de ønsker flere grønne investeringer. Vi har stadig vores distributionsaftale med Nordea Pension. Så vi kommer som sådan ikke til at flytte vores kunder. Det er de frie markedskræfter, som afgør det, for vi passer godt på vores kunder og vil blot sikre dem de bedste vilkår.”
Velliv bekræfter det nye samarbejde
Hos Velliv bekræfter pressechef Mikkel Bro Petersen, at samarbejdet med APC er en realitet.
”Generelt kommenterer vi ikke samarbejdspartnere. Men vi kan bekræfte, at APC er et blandt en lang række mæglerhuse, som vi samarbejder med.”
Dog er Velliv lidt formelle i forhold til at kommentere indholdet af aftalen, ud over at den indeholder en mulighed for at bruge Velliv som leverandør af pensionsopsparingsprodukter. Men man ser dog positivt på aftalen. Ikke mindst i forhold til det attraktive private banking-segment.
”Vi ser et godt forretningspotentiale i samarbejdet med APC. Ikke mindst på private banking-segmentet er APC stærk, og i Velliv har vi nogle gode produkter, som kunderne kan få stor glæde af. Vi har i en årrække haft stor succes med vores multidistributionsstrategi, og samarbejdet med APC ligger i naturlig forlængelse heraf.”
Som nævnt er Vellivs mangeårige samarbejde med Nordea nu en saga blot. Det var dog ikke det store forretningsomfang, som den tilførte, erfarer InsideBusiness. I stedet har Velliv opbygget en distribution via blandt andre forsikringsselskabet Tryg til både privat og erhverv.
APC er kommet i bedre selskab
Det andet store spørgsmål, som rejser sig, er, hvad der har fået Velliv til at ændre mening om APC. Førhen blev pensionsmægleren set som en spiller, de andre ikke ville lege med.
Der er de seneste år sket det hos pensionsmægleren, at Söderberg & Partners har købt 49,9 procent af APC med en option til at købe resten. De øvrige aktier kontrollerer stifter Peter Lindblad, der også har trukket sig fra den daglige ledelse og nu er bestyrelsesformand med juridisk adresse i Monaco, mens Thomas Rydal nu står som administrerende direktør.
Om årsagen til det ændrede syn på APC fra Vellivs side lyder ordene blot:
”Vi har gennem 2022 haft nogle gode og konstruktive samtaler med APC, og på den baggrund ser vi positivt på det fremtidige samarbejde,” lyder det fra Mikkel Bro Petersen.
Det er også oplevelsen fra pensionsekspert og aktuar Søren Andersen fra FPension, at der er kommet mere ro omkring APC.
”Det er godt for APC og deres kunder, at de har fået en mere om bord i form af Velliv – det må være positivt for alle. Min opfattelse er, at APC over de seneste år har ændret profil fra at være en aktør, som man ikke rigtig ønskede at have noget at gøre med, til at være en spiller, de fleste finder det OK at arbejde sammen med.”
PFA er heller ikke afvisende
Over for InsideBusiness er den nytiltrådte topchef i PFA, Ole Krogh Petersen, heller ikke som sådan afvisende over for at samarbejde med APC. Det er bare ikke på tapetet lige nu:
“PFA er et firmapensionsselskab med primært fokus på at levere stærke løsninger til virksomhedskunder og deres ansatte, tidligere ansatte og seniorer. Vi har p.t. ikke fokus på det marked, som APC opererer i,” lyder det fra Ole Krogh Petersen.
Læs mere
Danica er topscorer i armlægning om SUL-forsikringer
Opgør mellem Finanstilsynet og fagforeningskæmper
Pensionskasser fanget i svært dilemma
Omstridt problemstilling sender pensionskassekunder i armene på PFA og AP Pension
Tilsyn skyder pensionsbranches forklaringer i flyttedebat ned. Ekspert tager selskaber i forsvar
Kunders penge fanget i pensionskasser, der blokerer for flytning
PensionDanmark rykker tæt på våbenindustrien
Pensionsbranchen har et stort forklaringsproblem