Hvem har egentlig den øverste autoritet i den danske økonomiske debat? Finansministeriet sidder for bordenden og træffer de store beslutninger. Deres økonomer kan deres arbejde, men de er politisk styret, og derfor kan man ikke være sikker på baggrunden for deres vurderinger.
Eksempelvis var det påfaldende, hvordan det såkaldte økonomiske råderum fra den ene dag til den anden blev større, da der skulle findes flere penge til forsvar og sundhed. Finansministeriet fortæller nok sandheden, men ikke nødvendigvis hele sandheden.
Efter at have været ministeriel bænkevarmer i en årrække har Økonomiministeriet materialiseret sig igen. Det er en form for lejlighedsministerium, der etableres, når der skal tages interne hensyn ved regeringsdannelser. Venstre kunne ikke få finansministerposten, men så kunne Troels Lund blive skyggefinansminister – lige indtil han så i stedet blev forsvarsminister.
Ministeriet skriver om sig selv, at det har en række vigtige opgaver, men det er på snævre og ikke operationelle områder. Et af dem er ansvaret for De Økonomiske Råd, som to gange årligt udgiver den såkaldte ”Vismandsrapport”, som denne anmeldelse omhandler. Ja, De læste rigtigt, fremover vil denne anmelder tage Vismandsrapporten under behandling. Ikke for dens litterære kvaliteter, men snarere for at vurdere indholdets relevans i den politisk-økonomiske debat.
Først lidt historieskrivning. De Økonomiske Råd blev etableret i 1962 for at lægge op til debat om de økonomiske udfordringer og valg, som samfundet står over for. Rådet skal kunne udfordre regeringen, og f.eks. kritisere mangelfulde beslutningsgrundlag eller en forkert økonomisk politik. Stærke demokratier har brug for den slags – ellers går det som i Tyrkiet, hvor repræsentanter for den højeste sagkundskab bliver enten skandaliseret eller fængslet for at sige sin mening.
Er det en snakkeklub?
De Økonomiske Råd består af tre dele: De Økonomiske Råds formandskab (”Vismændene”, som endnu ikke er blevet til ”Vispersoner”), så er der Rådets medlemmer, som er repræsentanter fra organisationer og ministerier mv. Det er et diskussionsforum – eller det man på toplederdansk kalder for en snakkeklub. Ærefuldt at være med i, men i praksis uden betydning.
Det hele betjenes af et sekretariat (DØRS), som under regeringen Løkke blev flyttet til Horsens, hvilket var en absurd beslutning. Der findes to centre for økonomisk tænkning i Danmark – København og Århus. At flytte sekretariatet for De økonomiske råd til en provinsby som Horsens er derfor en skandale, som har skabt medarbejderflugt, og som vil stække DØRS i lang tid fremover.
For noget tid siden sagde vicedirektøren Gregers Linaa op, og nu går direktør John Smidt også fra borde, hvilket efterlader et kæmpe vakuum. Hvilken topøkonom med de nødvendige lederkompetencer tager turen til Horsens? Det har jeg svært ved at se, så regeringen gør klogt i at flytte DØRS tilbage til København eller i det mindste til Århus, hvis ikke institutionen skal miste al saft og kraft.
Presserende spørgsmål får ikke nok plads
Hvad er det så på den indholdsmæssige side man får i en DØRS-rapport? Første del af rapporten er en indflyvning til aktuelle økonomiske emner fordelt på seks politikområder, som klima, uddannelse, skattepolitik og den slags. Det er velskrevet og præcist i sine formuleringer, men skal jeg være ærlig, så er det også for kort til så store emner – 14 ud af 240 sider til en perlerække af store spørgsmål. Det bliver noget hakkeri, og det er udfordringen med rapporten. Presserende spørgsmål, som længe har gennemsyret den offentlige debat, får ikke nok plads.
Et eksempel på problemet er afsnittet om klima. Vismændene har fra start plæderet for en høj skat på CO2-udledninger som den bedste og billigste måde at nå kravet om en 70 pct. reduktion. Så det nævner de igen, for så i næste afsnit at gå direkte ned i problematikken om en kilometerafgift på lastbiler. Var det virkelig det mest interessante, når man kun har tre sider til at behandle klimapolitik? Jeg ved godt, at vi også har de miljøøkonomiske vismænd, men det ændrer ikke på, at det er nu vi diskuterer statsligt medejerskab af vindparker og subsidier til CO2-fangst, for blot at nævne det mest påtrængende.
Er resten af rapporten så uinteressant? Nej, men den er lang i spyttet og emnerne virker tilfældigt valgt, fraset kapitlet om konjunkturpolitikken og holdbarheden af de offentlige finanser. Men hvis der er 100 mennesker i Danmark, der får det kapitel læst, tror jeg det er højt sat. Det er teknisk og til tider også virkelighedsfjernt skrevet, og hvis tanken var, at det skulle styrke den økonomisk politiske debat, bør der arbejdes med formen.
Hvor er forsvarsudgifterne?
Efter en meget langhåret diskussion om forskellen på velstand og velfærd, kommer kapitlet om selskabsskatten, der naturligvis er fagligt interessant for alle, der interesserer sig for investeringsklimaet. Alligevel har jeg svært ved at se, at emnet er særligt påtrængende nu og her, hvor Danmark bestemt ikke halter bagefter på investeringsfronten. Jeg ville nok have fokuseret på unges uddannelsesvalg eller virkninger af de øgede bevillinger til forsvaret, som der i langt højere grad efterspørges en kvalificeret holdning til derude.
Rapporten udkommer således på dagen, hvor regeringen melder ud, at vi når op på de 2 pct. af BNP til forsvarsudgifter allerede i indeværende år. Det er tonedøvt at overse en så stor dagsorden. Jeg tillod mig at spørge overvismand Carl Johan Dalgaard hvad der lå til grund for valget af selskabsskat, og fik svaret, at ”man var blevet bedt om at lave analysen”. Det er et ærgerligt svar, for hvis vismændene skal spille en rolle, skal de beskæftige sig med de mest påtrængende emner, og ikke hvad de bliver bedt om. De er trods alt ikke noget konsulentfirma.
Hvad står der så i kapitlet om selskabsskatter? Skrælles alt det tekniske væk undersøges der to spørgsmål – dels om lavere selskabsskatter gavner vækst gennem øgede investeringer og om lavere selskabsskatter øger uligheden. Vismændene anerkender, at investeringerne vil stige, når selskabsskatten sænkes og at det tilmed er lettere at tiltrække udenlandske investeringer.
Vigtig stikpille
På den anden side fremgår det også, at uligheden stiger, hvis selskabsskatterne falder, fordi aktionærerne får lov til at beholde en større del af overskuddet. Netop dette spørgsmål har været meget omdiskuteret, da eksempelvis CEPOS har peget på, at selskabsskatten er en ren væksthæmmer, som én til én fører til lavere løn til arbejdstagerne, fordi kapitalejerne vil nedvælte et lavere overskud efter skat i lønningerne. Dette argument skyder vismændene delvist ned efter at have gennemgået et hav af internationale analyser. En selskabsskat sikrer, at en del af virksomhedernes overskud føres tilbage til samfundet.
Til sidst en ubetinget ros til vismændene. Finansministeriet får nemlig skældud for ikke at være transparent i hvilke kriterier, der ligger til grund for deres regneregler. Det er en alvorlig anklage, som antyder, at ministeriet enten sjusker med sin dokumentation, eller ligger under for politisk styring. Netop den slags stikpiller må være vismændenes kerneopgave at dele ud til regeringen, og derfor må vi håbe, at man besinder sig, og får flyttet sekretariatet tilbage til København eller i det mindste til Århus.
Bogen er anmeldt af Joachim Sperling, direktør, Axcelfuture.
Læs mere
Strategi og ejerskab hænger sammen
Hvad vil det sige at være menneske i en tidsalder med kunstig intelligens?
Indsigtsfuld udgivelse om implementering
Sæt kunden i fokus – og ikke kun med ord
Kvinder! Lær at sige nej til ‘lorteopgaver’ for at vælge de ‘karrierefremmende’
Martin Thorborgs nye ledelsesbog scorer fem stjerner
Ny bog om nomadeledelse skuffer
Kom helt tæt på velfærdsstatens problemer
Vejledning til virksomhedsledelse i en global verden får seks stjerner
Hvad er faldgruberne ved hjemmearbejde?
Den uundgåelige bog om klargøring til seniorlivet
Grethes plan virkede ikke og giver en ledelsesmæssig mavepuster
Hvad er sandheden om Morten Albæk?
Få afmystificeret AI med suveræn lærebog
